126 gaa i Kirke om Søndagen og derefter en Tur. Læse var der ikke Tale om; aldrig kunde jeg faa Svar paa noget af alt det, jeg ønskede at vide. Da de brave Folk første Gang saa mine Bøger, blev de helt blændede af »Remis Lærdom«, men læse i disse Bøger, føre Samtale om dem, endsige købe nye — nej, det kunde aldrig falde dem ind, I det gamle Skab, som stod i Dagligstuen, fandt jeg adskillige Bøger, som havde tilhørt Fader Bruns Onkel; men da jeg en Aften begyndte at læse højt i dem, varede det ikke længe, inden Familien gabede, og Fader Brun erklærede, at det var noget dumt Tøjeri, saadan gik det ikke til i Virkeligheden. Kun den lille, stumme Pige gjorde en Undtagelse, og hun blev snart min ivrige Lærling. I Førstningen, naar jeg læste, vilde hun spøgende tage Bøgerne fra mig, da de hindrede mig i at lege med hende, men da jeg først havde begyndt at fortælle hende Indholdet, var hun snart lige saa ivrig som jeg selv. Læsningen knyttede et nyt Venskabsbaand imellem os. Jeg lærte hende at læse, skrive og regne — rigtignok maatte det jo gaa paa en egen Maade; thi hvert Bogsiav og hver Stavelse maatte gentages og geniages for hende, da hun ikke selv kunde sige det — men jeg tabte ikke Taalmodigheden, og hun havde et overraskende Nemme. Brød Fader Brun sig ikke selv om Kundskaber, indsaa han dog fuldt vel, hvad Vinding denne Lærdom var for hans lille Datter, og en Dag, da han kom ind i Stuen, mens vi læste, klappede han mig paa Hovedet og sagde fornøjet: »Jeg kunde have gjort en større Dumhed end at tage dig i Huset. Lise vil gengælde dig det siden,« —