125 Da den første Nyhed var borte, syntes jeg, at det i Grunden var et trist Arbejde, saadan altid at være indelukket mellem de hvide Mure. Det var anderledes at trave om i Landet fra Sted til Sted; men lidt efter lidt vænnede jeg mig alligevel til dette arbejdsomme Liv og fandt mig godt derved, Jeg færdedes jo nemlig her mellem Folk, som vilde mig vel — ja, den ensomme, lille Musikant havde her fundet det, han saa længe håvde ønsket sig — et Hjem og Frænder, som tog sig af ham. Jeg var ikke mere ene i Verden. Jeg havde min Seng, min Plads ved Bordet, min egen Tallerken, min egen Kniv, min egen Ske, Gaffel og Kop — alt sammen Ting, som Børn, der altid har været i et Hjem, ikke sætter Pris paa, men som jeg regnede for hele Herligheder. Haardt maatte jeg slide om Dagen, det er sikkert, somme Tider var min Skjorte helt gennemblødt af Sved, men ved Siden af mig arbejdede min »Fader« og min »Broder«, Gartneren og hans Søn, og de sled lige saa haardt i det som jeg selv. Naar jeg om Aftenen kom ind, tog »store Søster« Marie mit Tøj saavel som de andres, lappede, stoppede og vaskede det — og venlige Ord og venlige Miner mødte mig, hvor jeg gik. Hvad vilde jeg saa mere? Ja — trods alt dette var der alligevel eet, . som fattedes mig. Hos den gamle, omvandrende Musikant havde jeg lært noget, som jeg endnu ikke vidste at give Navn, men som jeg uvilkaarlig følte manglede her. Fader Brun var en venlig, hjælpsom, brav, hæderlig Mand, men han var aldeles uden Dannelse. Han havde kun een Interesse i Verden — det var hans kære Blomster, Og Aleksis var som han. Plante og vande, grave og rive — det var Livet. Adspredelsen var kun at