128 synge!« Tidt fik hun Taarer i sin milde, søde Øjne, naar hun følte sin Svaghed alt for stærkt; men hendes Modløshed varede ikke længe — hun tørrede Øjnene og smilede: »Siden! Siden!« Den Tid maatte vel engang komme, hvor Gud lod hendes tunge Prøvelse slutte. De Bøger, jeg fandt paa Fader Bruns Hylde, var ikke mange, men dog nok til at give mig Indsyn i noget helt nyt, som jeg senere lærte kaldes Skønlitteratur, Der var nemlig adskillige Bøger af Verdens største Digtere, og jeg, som aldrig før havde læst »Morskabsbøger«, blev aldeles henrykt, da jeg faldt over disse Ting. Den første Bog, jeg fik fat paa, var en engelsk Roman, som hedder »Oliver Twist eller et Hittebarns Hændelser« — den maatte jeg jo straks kile paa, for den handlede om et stakkels Hittebarn som jeg selv. Saa opfriskede jeg tillige mit Engelsk ved. samme Lejlighed. Efter den fulgte »Robinson Kruse« og »Onkel Toms Hytte«, de to var paa mit Modersmaal, men saa var der flere engelske Søromaner af en Mand, som hed Marryat, og en Bog, som hed »Ivanhoe«, og endelig flere Indianerhistorier: »Den sidste Mohikaner« og »Den gule Ulv«. Dem »slugte« jeg især med Glæde og ønskede bare, at jeg ikke var i dette kedelige Frankrig, men ovre i Amerika, hvor jeg kunde øve Heltedaad mod de grumme Rødhuder. Sommeren gik med Travlhed i Haven — op om Morgenen Kl, 3 for at faa Vognen læsset til Byen, og i Seng, naar Solen gik ned. Der var ikke Tid til at tænke paa Bøger; men da Efteraaret kom med de lange Aftener, tog vi atter fat paa Læsningen. En Dag, da jeg sad udenfor paa Bænken, helt fordybet i »Onkel Tom«, hørte jeg med eet en fremmed