136 »Maaske Gartneren ikke vidste det bedre, men Greven har nok vidst det;« indvendte jeg. »Hr. Remmert siger altid Dielytra, og det staar der ogsaa i min Plantelære.« »Saa er det et af disse nymodens Paafund,« brummede Fader Brun, og saa blev det jo glemt; men nogen Tid efter var det galt igen. »Det hedder ikke Ribis, men Ribes,« sagde jeg en Dag, da Aleksis talte om den smukke Prydbusk med gule Blomster, som vi nylig havde plantet. Men nu blev Fader Brun gal i Hovedet. »Hør nu Dreng,« sagde han og satte Spaden ned, mens han vendte sig om til mig. »Nu er jeg ked af det Vigtigpeteri, Jeg har nu sagt Ribis og Diklytra al min Tid, og saadan sagde vi ogsaa hos Grevens, og jeg vil ikke have alle de Rettelser, vil du huske det! Enten Hr. Remmert siger det eller ikke siger det, saa behager du herinde at tale som vi andre. Dermed basta.« Han tog igen sin Spade, og vi arbejdede videre i Tavshed — jeg flov og ærgerlig, for Ret havde jeg nu. Den Tanke fløj igennem mit Hoved, at det havde været bedre, hvis Hr. Remmert havde fundet mig og ikke de tarvelige Folk, Det var en daarlig, utaknemmelig Indskydelse, og jeg følte, hvor stygt det var af mig at tænke saaledes, men alligevel — jeg havde nu »fine Fornemmelser« og saa op til den »lærde« Mand i Nabohuset som til et Orakel. Men snart skulde jeg lære håns sande Karakter at kende. I Juni Maaned skulde der være stor Haveudstilling i Paris, og lange Tider i Forvejen blev Udsigten til en