137 mulig Præmie drøftet mellem Gartnerne. For tre Åar siden havde Fader Brun og Hr. Remmert begge sendt een Slags Planter — det var en Art af Hortensia — til Udstillingen, men min Plejefader havde taget Præmien hjem. Ogsaa denne Gang haabede den brunske Familie paa at vinde Ære og Penge ved Udstillingen. Hr. Remmert havde ikke talt til mig om noget i den Retning, førend han en Dag tog mig ind i sit Drivhus for at vise mig en stor, dejlig Fuchsiaplante med røde og hvide Blomster — det er den Slags Planter, som ogsaa kaldes for »Kristi Bloddraabe«. »Nu skal du se noget!« sagde han triumferende. »Du er den eneste, som faar Lov til at se den førend Udstillingen. I Aar er jeg sikker paa at sejre.« Dermed førte han mig hen til Planten. Jeg blev aldeles forbavset; thi ved et underligt Træf var den Plante, min Plejefader vilde udstille i Aar, netop en Fuchsia af samme Årt som denne. »D en skal nok stikke Hr, Bruns Hortensiaer,« vedblev Hr. Remmert. , Det gjorde mig helt ondt for min venlige Lærer, men Sandheden maatte frem. »Nej, Hr. Remmert,« begyndte jeg tøvende. »Min Plejefader sender ogsaa en Fuchsia til Udstillingen.« Hr, Remmert blev saa bleg, at jeg troede, han skulde til at daane, »Naa, gør han det? Men denne Plante er dog vist neppe saa smuk som min — hvad?« »Jo, det er den,« svarede jeg afgjort, »den er meget større, og Blomsterne er meget mere fyldige, Vor Fuchsia er noget helt ualmindeligt.« I denne Stund følte jeg mig som eet med Familien