140 stillle, Han tav — nu vidste han, jeg var oppe; han havde gjort sin Pligt og advaret mig. Nu var det min Tur at handle, Mens jeg stadig holdt Øje med den mørke Skygge, strakte jeg Haanden bagud og fik fat i mine Benklæder. Hurtig trak jeg dem paa, og idet Skyggen forsvandt om Hjørnet, var jeg ogsaa ude af Vinduet, fulgt af Brio. Hvad nu? Aleksis og jeg sov i et lille Udhus. Skulde jeg gaa til Fader Bruns Værelse og vække ham? Nej; jeg vilde dog først se, hvad og hvem det var, som paa denne Tid sneg sig om i Haven. Maaske var det en Mand, der søgte Natteleje: — jeg vidste af Erfaring, hvor tungt det var at være uden Tag over Hovedet. Brio paa sine Poter og jeg paa mine bare Ben løb lydløst hen ad Rosengangen og drejede om Hjørnet. Maanen skinnede klart, og vi havde Udsyn over et stort Stykke af Haven. Men hvor var Manden, som vi havde skimtet Skyggen af? Han lod til at være sunken i Jorden. Jeg stod et Øjeblik uvis og begyndte derpaa langsomt. at gaa tilbage til Huset. Da lød der med eet en underlig Larm — det var som Ruder, der knustes. Lyden kom henne fra det lille Drivhus. Hvad var det dog? Jeg følte i mine Bukselommer efter Brios Snor. Jo, den var der. Hurtig bandt jeg den fast i hans Halsbaand, tog Snoren i Haanden, og idet jeg hviskede: »Stille, Brio, stille — ikke en Lyd!« sneg vi os hen til Væksthuset. Ganske rigtigt — den nederste løse Del af Glastaget var kastet paa Jorden, og de smaa Ruder laa i Skaar omkring. Jeg kigede ind — der, henne i Hjørnet, stod en Mand bøjet over et Fuchsiatræ og filede løs