139 vor,« raabte jeg allerede i Forstuen, mens jeg hængte min Hue paa Knagen. »Hvad siger du?« — »Er det muligt?>« — »Er den ikke saa køn som vor?« — »Saa bliver han igen aalet.« Saadan lød Familiens Udraab mellem hverandre. »Det gør mig ondt, vi atter skal gaa hinanden i Vejen,« sagde Fader Brun paa sin milde, rolige Maade. »Jeg troede, han igen vilde komme med en Hortensia eller Roser alene, Han fik jo sidste Gang en Rosenpræmie,« »Det faar han ogsaa nok i Aar,« mente Marie. »Saa kan han jo overlade os Fuchsiapræmien.« Med den Tanke slog vi os til Ro. Der gik nogle Dage, uden at jeg saa noget til Hr. Remmert. Nu i den travle Foraarstid var Lærdommen helt lagt paa Hylden; Havernes Røgt tog baade Hr, Remmerts og min Tid. Maj var det Aar usædvanlig varm, og Aleksis og jeg, som delte Værelse, sov for aabne Vinduer. Brio laa som sædvanlig tværs over mine Fødder — han var en god Varmedunk og en god Vogter, saa vi havde ikke noget at frygte. Aleksis sov altid som en Sten, men jeg var fra mit omflakkende Liv vant til at sove, som man siger, med det ene Øre aabent. Derfor vaagnede jeg en Nat, ved at Brio knurrede. »Hvad er det, Brio? Stille, min Dreng!« Brio tav et Øjeblik, Saa tog han atter fat, stærkere end før, : »Vil du være artig — halløj, hvad var det?« En mørk Skygge gled forbi henne ad Rosengangen. Jeg for op til Vinduet, mens jeg for Alvor bød Brio tie