142 ningsmanden! Ak, jeg kendte ham kun alt for godt — lige fra jeg saa de knuste Ruder, havde jeg anet, hegn Forbryderen var. Det var Hr. Remmert, min Lærer, vor Nabo! Han havde vist mig Venlighed og Omhu, men i dette Øjeblik havde jeg kun een Følelse: Raseri over hans Misgerning, Raseri ved Tanken om hans Svig over fo1 mig — havde han ikke faaet mig til at plapre vi med, hvor Blomsten stod? Fader Brun havde Ret, det var en ond Mand, en falsk Mand, en Slyngel! »Brio, grib an!« raabte jeg og slap Snoren, Med et Hvin for Manden frem og løftede Kniven — men laa i det samme paa Jorden, havlkvalt under Brios Tag i hans Frakkekrave. Jeg sprang hen til ham, tog Kniven fra ham og bød Brio slippe Taget. »Aah, De er en Skurk,« raabte jeg og brast i Graad. »Hvor kunde De — hvor kunde De — —!« Jeg tav, overvældet af Vrede og Sorg. Hr, Remmert rejste sig op. Hans Aaasyn var lige saa hvidt som et Lagen, hans Øjne helt blodunderløbne. Han saa ud, som han havde den største Lyst til at myrde mig, men hans Vaaben var i min Haand, og Brio stod foran mig, rede til at værne mig — han indsaa, han var den lille, Krampagtig knyttede han Hænderne og raabte: »Gaa af Vejen, Dreng! Til Side der — lad mig komme frem.« Jeg veg tilbage, og med et Sæt var han ude af Vinduet — borte! Saa kastede jeg mig paa Gulvet, hvor jeg stod, og hulkede i vild Fortvivlelse. Aah, hvad havde dog min Lærelyst kostet os, mig, hele Familien!