143 Havde jeg dog lydt Faders Ord og holdt mig fra den ækle Mand! Der laa nu flere Aars Arbejde tilintetgjort, Ære, Hæder, Penge — forbi, forbi! Havde vi faaet Præmien, skulde Pengene være brugt til nye Redskaber, til Gødning, til Drivkasser — tusindfold vilde det komme igen, give nye Indtægter, Velvære og Hygge i Huset — forbi, forbi! Længe laa jeg der og græd — græd ogsaa over, at jeg havde tabt en Ven, thi jeg havde virkelig holdt af denne Mand, troet, han var noget helt udmærket. Nej, saa tusind Gange hellere den gode, hæderlige Fader Brun med alle hans Mangler i boglig Retning — han var en Hædersmand ud til Fingerspidserne, han vilde aldrig have gjort Overgreb paa fremmed Ejendom, selv om han skulde have mistet hundrede Præmier derved — aldrig! Endelig rejste jeg mig, Brio, som forgæves havde søgt at trøste mig ved at slikke mig og nappe i mig, for nu glad op, gøede og viftede med sin buskede Hale — frem og tilbage for han, og Halen slog som et Flag i Vinden. Saa, der rev han en Bregne om — Ulykke paa Ulykke! Men — turde jeg tro mine Øjne? Der, bag ved Bregnen staar jo Udstillingsfuchsiaen i al sin Skønhed! Er jeg bleven gal — hvad er det — aah, nu har jeg det! Jeg tager Brio i begge Forpoterne og danser rundt i Drivhuset — rundt, rundt, hurra, hurra — der er ingen Ulykke sket, Fuchsiaen er reddet, Præmien bliver vor vor — hur-ra-e! Aandeløs sank jeg ned paa en Træskammel og saa glædesstraalende paa den frelste Skat. Foran mig laa sikkert nok en dejlig Fuchsia ødelagt,