Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
147
løse og forgrædte, Da jeg kom ind, tog Marie Fader
Bruns Ur, som laa paa Bordet, og rakte det til mig.
»Se her, Remi,« sagde hun med usikker Røst. »Vi
er bleven enige om, at du, stakkels Dreng, vil faa mest
Brug for Fars Ur. Og saa har du med det samme et
Minde om ham — han holdt saa meget af dig — —«
hun brød af med Graaden i Halsen.
Et Ur! Et virkeligt Ur — og det tilmed den kære
Faders! Jeg kyssede Marie, men kunde kun græde til Tak,
Saa kom Vognen, som skulde køre dem til Paris, og
derfra videre med Jernbanen. Brio og jeg fulgte dem til
Stationen. Ak, det var en Sorg for alle! Marie var især
fortvivlet over at skulle skilles fra Lise; hun havde jo
været som en Moder for hende, fra hun var ganske lille,
og hun græd og græd og kunde ikke slippe hende. Saa
kørte Faster og Marie til den ene Side, og et Øjeblik
efter kørte Aleksis og Lise til den anden; thi Vejen til
Varses, hvor Aleksis arbejdede, gik over Stedet, hvor
Lise skulde bo hos Tante Julie.
Gennem mine Taarer saa jeg Lise bøje sig ud af
Vinduet og kysse paa Fingeren ad mig; — saa var de borte.
Jeg var alene. Ja, altid alene! Den lykkelige, rolige
Tid var forbi, jeg skulde igen vandre af Sted paa
Landevejen og synge for mit Brød. Jeg tog Harpen over
Skulderen; mine Bøger og mine faa Ejendele bar jeg i
en Bylt i Haanden, og saa: »Fremad, Brio, frem i den
vide Verden!«
10%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
