Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
hun listede alligevel. ganske sagte sin Arm op
og lagde den om hans Hals.
Han lod ikke til at være det ringeste
overrasket, — egenkærlige Væsen, som han var!
— men han vendte sig ganske rolig om og
tog hende om Livet.
«Ja saa, du har gaaet og været vred paa
mig i fire Dage?» sagde hans Og saa tin-
drede hans Øjne af Latter, og under Skægget
saa” hans Mund saa nedrig skælmsk ud. Hun
følte sig saa lille, saa lille. Hun følte, at han
saa” ned paa hende som paa et løjerligt lille
Kryb. Men han skulde give sig! Han skulde
ikke kunne staa imod! Saa lagde hun ogsaa
sin anden Arm om hans Hals, saa saa” hun
ind i hans Ansigt med sit forføreriske Smil,
og hun vidste, at hun havde fine, bløde Læber.
Var det saa muligt at staa imod?
«Det skal du ikke begynde paa en anden
Gang, min lille Stump, for saa faar du blot
dobbelt Ulejlighed, først at gøre dig vred og
bagefter god igen,» sagde han og strøg hende
spøgende over Ansigtet, saa det dunlette Haar
faldt ned over Øjnene, og hun maatte stryge
det til Siden med Haanden for at kunne se.
Hun vidste slet ikke, hvad hun skulde sige.
«Ja, og saa er det nok drøjt at vende
omkring, og det maatte du,» vedblev han
leende. «Ser du nu, at det falder tilbage paa
dig selv, naar du gaar og surmuler.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
