Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
bange for at volde mig Ubehageligheder . . .
Aa, Fru Marianne, nu — bagefter — falder den
Tanke over mig som en nagende Bebrejdelse,
at jeg afskyede hende for denne Godhed, denne
Taalmodighed. Hvor jeg følte Lede derfor,
hvor jeg kunde have sparket hende som en
Hund, blot for at se hende vred, blot for at
slippe denne evige Resignation! Fru Marianne
— jeg hadede denne Kvinde, som jeg aldrig
har hadet noget Menneske paa Jorden. Jeg
kunde have rystet hende i Skulderen og raabt:
Gør Opstand imod mig! Men hun vilde ikke
have gjort det . . . Og alligevel kunde hun
i enkelte Øjeblikke have noget tiltrækkende
for mig. Vi Kulturmennesker er saa underlig
komplicerede. Vi, som har vænnet os til at tænke
efter lærde Regler, vi blander det væsentlige
og det udvortes sammen, vi drives af tusende
modstridende Stemninger, og jo bedre vi for-
staar at forklare dem, des mere beherske de
os... Hun — Mathilde — vidste det, hun vidste,
hvor fuldstændig jeg er en Slave af Øjeblikket.
Der findes ikke den Kvinde saa dum, at ikke
Kærligheden gør hende snu, mere snu end ti
Mænd, naar hun først en Gang har faaet Nøglen
til vor Karakters Inkonsekvens. Mathilde vidste,
at jeg hadede hende, hun maa have mærket
det paa hundrede Ting. Hun vidste, at jeg
med vanvittig Skinsyge skjulte alle mine Tanker
og Tilbøjeligheder, mine Planer og Forhaab-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
