Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
jeg ogsaa med saadanne. Vær sikker paa
det!»
«Marianne følte en snigende Kulde i sine
Kinder, og hun rystede af en Febergysen.
Dette.paa én Gang høflige og ustyrlige Raseri
gjorde hende bange.
«Jeg vil ikke fornærme Dem,» sagde hun,
saa rolig hun kunde, «jeg vil blot sige Dem,
at efter det, der skete den sidste- Aften, er
det bedst for os begge, at vi ikke ser hinanden
mere.»
Han blev dreven af en blind Begærlighed
efter at saare hende paa det aller dødeligste.
Det var baade imod Smerten og imod Yd-
mygelsen at han rejste sig.
«Sidste Aften!» gentog han, «hvad skete?
Hvad? Hvad? Hvad?»
«De glemté Dem selv, og derfor er det
bedst, at vi skilles.»
«Jeg glemte mig selv? Aa, Eva, du er
ikke daarlig. Jeg tog Æblet, som du bød
mig . .. og det skal kaldes, at jeg glemte
mig selv! Men du da?»
«Lad os sige, at vi glemte os selv. Det
gør ingen Forandring.»
«Aa, nu forstaar jeg det. De trækker et
Slør der over. De vasker Deres Hænder. De
fejer for Deres egen Dør. Mig var det —
raa, mandlige Væsen, som jeg er — der begik
en Bommert. Det er jo saadan, det skal være.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
