Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
347
Han gik omkring det lille Vinduesbord,
stadig med samme urolige Blik fæstet paa
hende.
«Marianne?» sagde han ligesom i Tvivl
med sig selv og lagde sin ene Haand paa
hendes, der hvilede slapt i hendes Skød.
Hun saa’ ikke paa ham, foldede blot sine
Hænder om det vaade Lommetørklæde og
trykkede det mod de skælvende Læber.
Uden at vende sit Blik fra hendes Ansigt,
sank han ned paa en Skammel, der stod ved
hendes Fødder. Det var, som havde han faaet
et andet Ansigt, saa fuldt af Deltagelse og
Medfølelse var det.
«Marianne, hvorfor vilde du tvinge mig
ind i et saadant Udbrud?» sagde han tøvende,
«jeg kan ikke gøre for, at jeg bliver hensyns-
løs, naar jeg saares. Du véd ikke, hvad jeg
lider. Værre, meget værre end dem, jeg bryder
ud imod. Du kender mig ikke. Om du havde
sagt et eneste venligt Ord, da vilde jeg have
været afvæbnet. Og hvordan skal vi nu kunne
glemme dette — vi to? Græd ikke saadan
— elskede — det er, som Hjærtet skulde
sprænges.
Hun gjorde en afværgende Bevægelse, men
kunde intet faa frem for Hulken.
«Nej, lad mig tale, lad mig skrifte. Det
er det eneste, som kan gøre os godt ... Nej,
afbryd mig ikke! Lad mig tale! Du skal se,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
