Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
at jeg forstaar dig, skønt du nu ikke tror det.
— Om du blot kunde fatte en saadan Karak-
ter som min! Hvordan jeg kan søle det i
Smudset, som jeg har kærest paa Jorden. Om
du vidste, hvilken ulykkelig Stakkel jeg er! . ..
Aa nej — Marianne — nu forlanger jeg blot
at) faa Lov tilat tale. Nægt mig det ikke.
Det er detrenesten jer beder fon
Hans Stemme var som et indsmigrende
Barns, saa kærlig og blød, saa aaben og tillids-
fuld. Der var ikke andet for hende at gøre
end lukke Øjnene og høre efter.
«Paa Vejen hertil var jeg saa glad, saa
ganske anderledes til Mode, end jeg har været
i lange Tider. Der har været noget saa frisk
over mig hele Tiden, medens jeg har været
borte. Og ved alt, hvad jeg saa”, tænkte jeg:
det skal jeg fortælle Marianne. « Og ser du,
det, "der"slædede” mig mest "af 1det "hele;fdet
var, at jeg længtes hertil igen. Ikke alene af
Træthed, men ligesom efter noget, der skulde
give mig Helbred og Kræfter tilbage, efter det
rolige Liv, efter Børje, efter vore lange Mørk-
ningssamtaler, efter Skakpartierne — efter det
altsammen! Og saa havde jeg udmalet mig
din Glæde, naar du fik mig at se igen. Jeg
havde gaaet og glædet mig dertil. Aa, Mari-
anne, jo nærmere jeg kom Tomtø, desto mere
forstod jeg, hvad dette Hjem kunde blive for
mig. Hvor fast knyttet jeg er til Børje og dig.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
