Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
svenske esterkveldenseneste” Plet ER
jest menerkdentenestet Faaseplet AR
Fru Marianne, saa længe Verden staar, vil der
findes Mennesker, som er fordømte til Fattig-
dom. Jeg er en Tigger . . . Penge, hvad er
det?» — Han løftede Hænderne, som om han
vejede sit Guld i dem. Og saa gjorde han en
Bevægelse, som om han kastede det bort.
Det var fundet for let.
«Tilgiv mig,» sagde han blødt, «havde
ikke jeg været, hvor lykkelig vilde De da ikke
have følt Dem nu! Jeg forstaar saa godt, at
det — at jeg ikke kan gaa uden at tage en
Anelse med mig om det, som nu gør Livet
endnu mere betydningsfuldt for Dem — vil
være Dem en Pine, ja, en Profanation. Jeg
véd, at selve min Tilværelse maa føles som en
Fornærmelse — nu. Hvis De kunde, da vilde
De viske mig bort, sporløst, som det, der
aldrig har været til: hele mit Væsen, min Ind-
griben, mig selv. — Hvis De kunde. Jeg for-
staar det. Det er saa menneskeligt. Men jeg
var blot en Skygge, der nu trækker bort. Der-
for kan De række mig Deres Haand.»
Han sagde det ligefremt, som naar man
siger et Farvel for Livstid,
Marianne rakte ham sin Haand og for-
søgte at smile, skønt hendes Øjne fyldtes med
Taarer.
«Det er nu som bestandig: jeg véd ikke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
