Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
sees snart i sneen. Føret er ypperligt; vinden staar i ryggen, det er
saavidt, skierne sætter merke bortover. Der er spor igjen! først
ulvespor, saa slag efter gaupe og jerv; det er renen, det gjælder.
Han gaar efter Hallingskeisætrene og Grøndalsvandet med
sæteren der. Her skal han tage af og op paa skavlen. Vand efter vand,
men ingen sæter. Kan ikke være Grøndalsvandet nogen af disse
altsaa. Sidst da han saa det, var det regnveir, alle fjeldene omkring
var bare, blot Vosseskavlen hæved i syd sin mægtige, hvide kam og
forsvandt i skodden. Nu var det hvidt i hvidt altsammen, vandene,
fjeldsiderne og tinderne omkring; han tænkte ikke paa, at nogen af
dem kunde være skavlen. Det var sætrene, sætrene, han skulde
have fat i. Men de var som fortroldet. Utaalmodig skjærer han
ned-igjennem dalbugterne over et langt vand, videre udover, — da staar
han for en lodret styrtning. Skavlen, han stod paa, hang over et
svimlende dyb, elven fossed gjennem en trang kløft; dalsiderne
stupbratte paa begge sider. Havde han været her før? Kunde ikke
mindes det. Men det maatte vel saa være, han skulde jo følge elven.
Han fandt en nedgang. Lodret var den; det gjaldt at hugge sig
fast med skistokken i den ene og skierne i den anden haand.
Endelig var han nede i bunden ved elven. Men her faldt dalsiden saa
steilt i fosserne nedunder, at han hvert øieblik holdt paa at gaa i
det sorte skummende vand. Han hug stokken i til haandtaget, og
den bar over, hvergang det glap for foden. Nu var der en
fjeldvæg igjen; den maatte han op. Han krøb skridt for skridt. Øverst
oppe hang skavlen udover. Han maatte hugge staven ned saa langt
ud paa kanten, han kunde naa, saa skierne ned ved siden af;
skavlen var haard, den holdt nok. Saa løfte sig op paa kanten, —
først sig selv, saa hunden. Det bærer videre — et nyt vand, en ny
kløft, værre end den første, et nyt vand igjen. Dette maa være galt.
Ved enden af vandet er der stor skog, og længere borte, dybt nedfor,
trang dal med birkeskog paa begge sider. Han skjønner grant, at
han er kommet i nærheden af Sogn og visselig ikke langt fra Kaar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
