Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Eva Nansen. Et mislykket interview. Ved Nordahl Rolfsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
begynde med. Hun har lidt af den Welhavenske fornemhed og kulde.
Man ser straks, at hun ikke agter at indsmigre sig ved sin person,
men seire ved sin sang.
Feteret fra ungdommen af har hun ikke været vant til at tigge
om gunst. Og hendes sang har vistnok i mange aar været hende
en kjær leg eller et morsomt arbeide, en glæde, men ikke en
ærgjerrighed. Hun blev fra første stund modtaget af publikum med aabne
arme. Hvorledes det var gaaet, om hun som mangen en anden
betydelig kunstner skulde have kjæmpet sig frem mod ligegyldighed og
kulde og baaret den fornedrelse, som for mange er det første låve,
men uundgaaelige trin opad, derom tier sagaen. Nogle mener, at hun
aldrig havde bekvemmet sig til at træde dette trin, men at hun straks
havde vendt publikum ryggen og tiet for ever. »Kunsten,« siger disse
nogle, »var hende endnu ikke det afgjørende, som man sætter sit liv
ind paa og taaler alt for.« Hun havde sogar dyrket to kunster en
stund, været borte i malerkunsten ligesom morbroren, malet med
Bergslien og Eilif Peterssen, men holdt op igjen, fordi hun selv ikke
syntes, hun havde talent nok.
Sangen gik sin lette, naturlige vei fra dagligstuen til salonen, fra
salonen til konsertsalen. Og hendes første lærere har rimeligvis været
hendes allernærmeste. Af moren fik hun gnisten, saa har hun vel
af søsteren faaet sin første lærdom, af svogeren sin anden. — —
Saaledes har jeg tænkt mig udviklingen, og jeg haaber, hr.
Lammers, naar han læser dette over pinse, vil sige, at det er rigtigt. I
Berlin skal liun have sunget med madame Artöt.
Men madame Artöt er ikke den afgjørende. Den afgjørende er
Fridtjof Nansen. Eller er det ikke ved ham, at elskoven,
moderhjertet, lidelsen ledes ind i hendes sang?
Det allerførste møde mellem de to var i Frognersæterens skoger,
— og det var længe, før Grønland og nordpolen bleve til. Den unge
idrætsmand saa en dag to fodsaaler sprike op af sneen. Det
interesserte ham at vide, hvem de tilhørte; og da han kom nærmere, løf-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
