Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Baron E. von Toll og den Nansenske nordpolsekspedition
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
var i alt andet end god stand ; af slæderne var en vind og skjæv før
afreisen, den anden var lappet i bunden, og den tredje var god, men
tung.
Ekspeditionens medlemmer bestod af baron v. Toll, hans
ledsager Schileiko, kosaken Rastorgujew, lamuterne Djergili og Ovandje,
som havde ledsaget baron v. Toll paa hans reise i f885, og jakuten
Uiban. Denne sidste, som var tømmermand og en dygtig
hunde-styrer og føi-er, blev imidlertid før opbrudet syg og maatte lades
tilbage. I hans sted antoges en tunguser ved navn Maxim. Om sine
indfødte førere skriver baron v. Toll:
»Mine venner tunguserne liker ikke andet end rensdyr og
forstaar sig ikke paa at omgaaes med hunde og end mindre med
tømmen. Vi tre, Schileiko, Rastorgujew og jeg, havde nu den opgave
at hjælpe vore kajurer (styrere) med at styre og dressere hundene.
Djergili sad paa min slæde, Maxim som Uibans stedfortræder hos
Schileiko, og Ovandje førte Rastorgujews slæde. Det var virkelig
rent kosteligt at se, at ingen af mine førere vidste, hvem af hundene
der skulde have ledelsen. Djergili prøved i de første dage alle tolv
efter hverandre, indtil han bestemte sig for et par, nemlig sin egen
jagtkjøter, som han havde medtaget af forkjærlighed for den, og en
liden hvid- og sortllekket mager kjørehund. Dette par udmerked
sig til det sidste med paaskjønnelsesværdig konsekvens derved, at
det hverken hørte paa det vanlige tilraab: »nano, nano«
(tilvenstre), heller ikke paa »foc/e, tock« (tilhøire) og videre ved sin
ustyrlige lyst til altid at fare lige løs paa de leieste torosser,
istedenfor at omgaa dem. Ved afreisen fra Aidschergaidach skar Djergili
sig en mægtig kajurstok (o: styrestang), som han, hver gang man
skulde i vei, bandt omhyggelig fast paa slæden, men ikke en eneste
gang har benyttet, da den var ham altfor stor og tung. Naar
slæden skulde stanse, hørte man hans hjælpeløse »toi, loi,« og ved
skarpe bøininger var man altid overladt i en velvillig skjæbnes
haand. Vi har virkelig ogsaa kun én gang hvælvet, og da blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
