Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Handelens Venners virksomhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
Behandling af love.
Paa lovreformernes saagodtsom altomfattende omraade i
midten ak forrige aarhundrede fandt Handelens Venner, hvad
næringslivets lovarbeider angaar, en vidtstrakt arena kor sin virk
somhed.
Udvikling af handelsloven af 1842.
At en fuldstendig omveltning af hele den norske handels
lovgivning ikke kunde være færdiggjort og kommet i balance
med ét slag, ved loven af 1842, giver sig selv. Og naturlig
bryder der derfor allerede ved dens fremkomst en hel strøm af
misnøie og angreb frem: Kjøbstadborgerne klaget over lovens
ruinerende indflydelse, særlig hvad detaljhandelen angik. Haand
verkerne klaget, fordi kjøbmend tillodes at handle med haand
verksprodukter. Langs kysten klagedes, fordi loven ikke var saa
fri, som den burde være. Paa landet klagedes over, at den var
helt ufri og «stationær» og under «kongemagtens vergemaal».
Fra konservativt hold indeholdt klagerne, at loven «havde dannet
for bratte og pludselige overgange og ikke tilbørligen taget
de store handlendes interesser, som den forefandt, i sin beskyt
telse.» Den var «revolutionær». Tiltrods for at loven vistnok var
«epokegjørende», maatte den alligevel kaldes «et mislykket lov
arbeide». Den havde virket «mere stagnerende end oplivende
paa handelens opkomst.» — Fra frihandelsvenlig hold hed
det, at loven var stanset paa halvveien og derved kommet
i modsigelse med sig selv. Handelen i byerne var givet
saa fri som mulig, mens landhandelen bare var priviligert. I
byerne var det tilladt landmend at nedsette sig i hundrevis
som handelsmend, mens ikke en eneste kjøbmand kunde søge
sit udkomme som handelsmand paa landet uden kgl. bevilling.
Loven indeholdt dertil en «imaginær frygt for udbredelse
af luksus hos almuen». Men statsstyrelsen var ikke beret
tiget til at blande sig i fri borgeres husholdsningsvesen.
Kaffe og sukker var desuden ikke lenger luksus. Og vin kjøbtes
nesten ikke af bønder og aldrig af husmend OF arbeidere. Luksus
artikler kunde forøvrig alligevel erholdes i byerne, men med
desto lengre vei og dermed kostbarere for landmanden. Fra
politisk opxoBition6it hold 1i66 det, at loven igrunden ingen anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
