Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
Bg.nlitng.NBii 3,
«St. Hanshaugen» betegner et i flere henseender betydelig
verk inden vort tidsafsnit. Nedenfor optages et rids af haugens
historie, udgjørende et led ogsaa i Christianias historie.
Sankthanshaugen er den centralest og naturskjønnest be
liggende af de mange skalberghauge, som karakteriserer Akers
dalens terræng. Tidligere hedte den «Aggersbakken». En knaus
paa vestsiden ak indkjørselen til Lovisenberg ved Gjetemyrsveien
kaldtes «St. Hans Bakken». Naar St. Hans Bakkens midtsom
mernatsskikke er overflyttet til Aggersbakken og samtidig gjort
denne til en «Sankthanshaug», vides ikke. Endnu i 1841 blev
imidlertid Sankthansbakken benevnt «den gamle St. Hanshaug, hvor
der var en Mængde Mennesker, Glædsblus og Tjæretønder m. v.» —
Nuværende Sankthanshaugen, som hørte md under Christian IV ’s
«Bymark» (I, 129), nndgik den øvrige bymarks skjebne, at blive
«annektert» af Ohristianiaborgere, ved sin absolute uskikkethed til
jordbrug, — den var ikke verd at eie. Fuldt saa mager og gold
som Haugen efterhvert senere blev, havde den fra begyndelsen dog
ikke været. Og dette var vel skyld i, at den i sin tid kunde an
8668 skikket til at overdrages Christianias vognmandslaug til heste
beite. Haugens absolute udpining er derimod og i altfor sørgelig
ugenert udstrekning senere gaaet for sig. Saaledes blev dens gres
torv i aarrekker ligefrem afskrellet til anvendelse for gravstederne
nede paa «Vor Frelsers Gravlund». Og hvad værre var, til at for
bedre jordbruget paa omkringliggende byløkker blev den berøvet sit
tynde muldlag i betydelige kvantiteter. Gnaget paa dens enemerker
blev der ogsaa ved paa dens syd vestre hjørne at tåge lere til fabrik
brug. Med andre ord, enhver tog for sig efter behag. V*ed siden at
denne udmagringsproces, danner samtidig tilt’srßlen ak en vis
«fedme» ogsaa et led i Haugens historie. Tilførslen bestod i alle
byens hestekadavre, som blev ns6Btvrtet i en «ueßts^ra,v» o: en
stenrøs langs den nordre bakkeskraaning. Herfra skriver sig vel
dens tilnavn «Mærrahaugen» (fint udtalt «Boppehøien»). Lidt til
førsel modtog Haugen endvidere i form af gammel Beu^snalin og
andet bysøppel, som uden brandfare kunde brendes paa det den
gang saa afsidesliggende sted. Ogsaa gjødsellevninger blev lig
gende igjen, eftersom Akersbønderne havde fundet stedet bekvemt
beliggende som transitlagerplads for sin gjødseleksport nede fra
byen. Tilsidst var dog stedet dlevet Baa ndtnaZret, at bare hare
labben fandt næring deroppe. I denne tilstand henlaa saa Haugen
i aarrekker øde og ensom. Bare et par gange om sommeren var
der liv. Det var, naar «Borgerne» og «Nissens Latin- og Real
skoles» elever aarlig holdt sin afmønstring, ledsaget af «bjergexer
«tie» 6eropne. I Carl XV’B tid kunde det oZßaa hende, at kongen
udkommanderte de garnisonerte soldater til den «mindre udmarsch»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
