Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
555
af banen og senere har krævet ofre. Nogen bebyggelse var ikke at se,
de som kjørte os, saa ingen udvei til at komme frem til Gravehalsen den dag,
slig som veiret artede sig, og vi begyndte at faa en fornemmelse af uhygge, da
kjørerne sig imellem begyndte at raadslaa om, hvorlangt det vel kunde være
igjen til Kleivane, den øverste gaard i dalen, og hvor det vel vilde være ly at
faa for natten. Den var i virkeligheden uhyggelig nok, den situation vi var
kommet op i. Det var allerede langt ud paa ettermiddagen i den korte vinter
dag, mørket tog til, og det blev efterhvert mere og mere usigtbart i stormen
og snefokket, som syntes at være øgende. Hestene maatte tilslut gaa, som de
vilde. Hvor vi nu befandt os, var der ingen vei, og vi havde forlængst lagt
bag os bygdeveien.
Efter et par timers slid for hestene gjorde kjørerne holdt. De antog, at
vi nu skulde være ved Kleivane. I stormen og snefokket og det nu kom
plette mørke var der dog ingenting at se af noget, som lignede bebyggelse.
Hestene stod ludende mod uveiret, og enhver af os sogte ly, som bedst vi
kunde. Stormen var øget til en rasende hvirvel, hvori alt syntes at staa i
kog. Fandt vi ikke hus, kunde vi risikere at fryse ihjel i den lange vinternat.
Heldigvis havde vi flere par ski paa slæderne, og to af karene gik efter
nogen betænkning ud for at lede efter husene, som de antog maatte være i
nærheden. De blev straks opslugt af stormen og mørket, og vi gjenstaaende
havde intet andet at bestille, end at søge ly bedst mulig.
Vi vækkes op af et raab i mørket, det er kjørerne, som vender tilbage,
men ikke kan finde os, nu famler de sig frem efter vore raab, og snart faar
vor spænding udløsning. Husene er fundet ved et merkelig held, en vind
skralle sat op paa tåget engang har ledet vore folk frem til Knuts og Kjerstia
lave stue, som ligger her i ødemarken.
Nu er alt godt, hestene bliver sat i hus, og vi reisende kommer indenfor.
Niste bliver tåget frem — en dram efterpaa bliver budt rundt, og da det viser
sig, at gamle Knut baade har fele og kan spille, gjenlyder snart hans lave
stue af felelaat og munter passiar. Vi lagde os tilslut paa endel halm paa
gulvet ; snart sov alle, mens stuen knakede i stormtagene — og foksneen drys
sede ned paa os gjennem skorstenen.
Havde vi saaledes faaet forsmag paa, hvad fjeldet kan bringe, nåar det
er unaadig, skulde morgendagen byde os det modsatte, ialfald hvad veiret angik.
Da vi tørnede ud, var det stille og klart. Himmelen hvælvede sig blåa over
fjeldene, alt syntes hvidt og überørt, kun bjerkekrattet stod nedbøiet af sne
tyngden.
Kjørerne havde allerede en tid beskjæftiget sig med hestene og læssene.
De første maatte forsynes med «truger» og de sidste maatte omlastes, såa der
knn blev et minimum paa hver slæde. Skiene kom nu til god nytte, og snart
var vi underveis med hestene møisommelig baskende paa trugene. Men smaat
gik det med dem. Naar snefonnerne blev for voldsomme, maatte de tåge sig
frem ved -byks» af og til. Kjørerne maatte ofte gaa foran og stykkevis traakke
vei. Paa de sidste 4 kilometer brugte vi paa denne maade 4 timer, og dagen
den 16de januar 1896 var omtrent tilende, da vi omsider kunde regne os for
omtrent at være fremme. Det var nærmest en i sne svømmende karavane, som
nu nærmede sig de nedsnedde barakker ved Gravehalsen.
Vi stanser og har reisens endepunkt foran os. 1 den stille, klare fjeldluft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
