Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det gamle Ægtepar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
tralt bende til en Iløitid i Gudinden Kwanons
Tempel.
De gode smaa Sjælc, som var ilet til lige
saa meget af Velvilje som af Nysgjerrighed,
gjorde sit Yderste for at pleie hende. Største
parten af dem var ogsaa paa Veien til Festen for
Kwanon, Naadens Guddom.
Stakkels Kaka-San! De forsøgte at live hende
op med Brændevin og Ris, de gned Maven med
aromatiske Urter og vædede Nakken med friskt
Vand fra en Bæk.
Toto-San vidste ikke rigtig, hvad han skulde
gjøre, rørte forsigtig ved hende, kjærtegnede hende,
saa godt hans Blindhed tillod, og var stadig iveien
for de øvrige, mens alle hans Lemmer rystede af
Angst.
Som sidste Middel havde de ladet hende
svælge Kugler af Papir, hvorpaa Presterne havde
skrevet beskyttende Bønner, og som en medlidende
Kone havde sprættet ud af sit eget Ærmefor.
Spildt Umage! Kaka-Sans Time var slagen. Den
usynlige Død stod allerede ved Hovedgjærdet og
smilede ad disse ivrige smaa Japaneserinder,
mens han trykkede den Gamle i sine sikre Arme.
Et sidste og meget smerteligt Krampeanfald,
og Kaka-San faldt sammen med aaben Mund,
Legemet halvveis udenfor Kassen, og Armene
slappe ned som paa en Dukke.
Det var, som skulde Dødsaanderne have valgt
med Flid den skyggefulde Kirkegaard til Skue
plads for dette høitidelige Slutningstableau,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
