Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det gamle Ægtepar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
Man nølede heller ikke med at aabne en
Grav. Alle tog fat med stor Iver. Ingen vilde
gaa glip af Kirkefesten, men heller ikke forlade
den stakkels Gamle uden Grav, saameget mere
som Dagen tegnede til at blive meget varm, og
hæslige Insekter begyndte at indiinde sig.
I Løbet af en halv Time var Graven færdio-.
Den Døde blev tåget vod Skuldrene, løftet op af
Vognen og sat i Jorden overende, som bun altid
havde siddet. Hun lignede der en af disse skind
tørre Aber, som Jægorne undertiden ser sidde i
Skovene ved Foden af ot Træ.
Toto-San bare sukkede som et Barn, mens
stride Taarer randt ned fra hans tilslørede Øine.
Han forsøgtc at udrette alting selv. Han vilde
rede hendes Håar, for at bun kunde indfinde sig
anstændig i de evige Boliger: han undersogte,
om Chignonen var i Orden, og satte et Par store
Naale ind, førend Jorden blev kastet over.
Der hørtes ligesom en underlig Bæven inde
i Buskadsct: dot var Kaka-Sans Forfedres Aander,
som kom for at modtage og føre hende ind i
Skyggerøes Land.
Da man undersogte Vognen, befandtes hele
Husgeraadet saa ilde medtaget, at det var paa
Tale at kaste det altsammen ned i Graven, baade
Tæppet, Fillcrne, Thekopperno, ja saagar selve
Vognen under Paaskud, at der var Pestsmitte deri.
Men da Toto-San forstod, at de tænkte paa at
fratage ham alle bans Erindringer, blev ban rent
fra sig selv af Fortvivlelso, kastede sig grædende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
