Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Slagtning ombord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
Græsgange. Snart kommer ogsaa min Tur, og
ikke en Sjæl vil have mere Medlidenhed med
mig end med den . . ."
Ak, Medlidenhed havde jeg nok ! Til den
Grad havde jeg det, at jeg følte den største Trang
til at gaa hen og tåge dens store og lidet til
talende Hoved og lægge det op til mit Bryst, den
naturligste Maade, vi viser de Lidende vor Med
følelse, og hvor gjerne vi vilde hjælpe og be
skytte dem.
Men desværre, her er nok ingen Hjælp at
vente fra nogen Kant. Selv jeg, som havde hørt
dens Dødsskrig, forblev urørlig paa min Plads og
bare vendte Øinene bort . . . Man kan jo ikke
for et Dyrs Skyld nægte tre hundrede Mand at
faa Kjød ! Man vilde blive anseet for sindssvag,
om man bare lod en Ytring om sligt falde.
En liden Søgut havde imidlertid ogsaa hørt
og forstaaet Dyrets Nødraab — maaske han og
saa stod alene i Verden uden Spor af Beskyttelse!
Han nærmede sig Oxen og gav sig til at klappe
den og kjærtegne den om Mulen.
For at trøste den havde han gjerne ogsaa
kunnet hviske den i Øret:
„Trøst Dig, alle de, som imorgeri spiser Dig,
skal ogsaa engang dø, selv de yngste og stærkeste.
Maaske vil for dem den skrækkelige Time blive
langt forfærdeligere med sine langvarige Lidelser;
kanske, nåar det kom til Stykket, vilde de fore
trække din Dødsmaade."
Dyret gjengjældte med Taknemmelighed Gut
tens Kjærtegn, sendte ham et Par rørende Øine og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
