Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tante Claras Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Tante Clara altid gjemte noget til mig; paa samme
Sted staar Bordet, hvor hun gjennemgik Lekserne
med mig, og den store Kommode, hvor mit Dukke
theater med Dokorationer og Porcellænsdukker
havde sin Plads. Hermde i dette Værelse, hvor jeg
er bleven kjælet for, trøstet og bortskjæmt af hende,
som nu skal forlade os, gjenfinder jeg idag med dyb
Vemod saa at sige hele min Barndom med dens
Glæder og Sorger, dens Forventninger og Skuf
felser . . . Mørke Død! grufulde Tilintetgjørelse,
som kalder paa os, og som om ikke længe er
vor Lod! . . .
Intet mere at gjøre. Vi bare sidder rundt
hendes Leie.
Timerne sniger sig saa langsomt og tungt,
at min Sjæl rent sløves og falder hen i en Døs,
saa jeg ikke engang er ganske sikker paa, at det
ogsaa virkelig er. Tante Claras, den kjære, gamle
Tantes Ansigt, som ligger der paa Puderne, —
og mine Øine fæster sig nu ganske übevidst ved
disse Puder. Den med det falmede Broderi blev
arbeidet af hende selv. Jeg husker det saa godt.
Den skulde være en Nytaarsgave. Det var i hine
lykkelige Dage, da Juletidens Nærhed fyldte mit
Sind med barnlig Fryd. Herlige Barndoms- og
Uskyldsdage! Den, der kunde vende tilbage did,
om saa blot for et Øieblik, eller den, der kunde
en liden Stund stanse paa Farten mod Døden og
Tilintetgjørelsen !
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
