Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tante Claras Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
Intet mere at gjøre! Vi bare sidder der hos
hende; fra og til indfinder ogsaa Familiens Yngste
sig. Barnepigerne maa føre dem ind og holde dem
ved Haanden, saa opskræmte er de ved Etterret
ningen om, at noget staar paa, uden at vide hvad.
Snart vil de neppe have en Erindring om hende,
som nu skal forlade os. — Ude fryser det, saa
det knager i Stenene under den blege Solskive.
Der sidder hun, min gamle Moder, urokkelig i
sin Lænestol og bare betragter Søsterens kjære
Ansigt, som stadig svinder mere og mere hen;
hun vil saa endelig følge til sidste Stund den,
som har været hendes trofaste Ledsager gjennem
hele Livet. Af og til hører jeg hende hviske
saa mildt og medlidende : „Hvor det trækker
ud!" Det er Dødskampen, hun mener. Hun finder
Pinen altfor lang for Søsteren og forstaar, at hun
skal tomme Bægeret tilbunds. Men hun taler
derom som om en Overgang til noget lyst og
herligt og noget saa absolut sikkert.
Udpaa Aftenen kommer Tante Clara et Øie
blik til sig selv igjen, kjender os og taler lidt,
men saa svagt og tonløst, at man neppe kan høre
hendes Stemme. "Hun or allerede halvveis
borte.
Jeg har Vagt den Nat i Kasernen og maa
begive mig derned. Leo, som folger mig gjen
nem de mørke og iskolde Gader, siger underveis
blot disse to simple og uskyldige Sætninger, men
som rummer i sig hele min dybe Følelse i denne
Stund og lyder som den høitideligste Dødsklokke
ove^mit Livs lyse Morgen: „Nu kommer den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
