Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tante Claras Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
Live. Det lyksalige Udtryk har fæstet sig til
hendes Træk som til et Marmorbillede. Man
skulde tro, hun var bleven idealiseret, og at af
hendes Person kun Godheden og Elskværdigheden
var tilbage som Gjenskin af hendes bortflygtede
Sjæl. Det ophøiede Syn blev yderligere forhøiet
af de grønne korslagte Palmegrene paa Brystet.
Nu er der ikke længer nogen Grund til at
vente med at underrette Moder og meddele hende,
hvordan alt er gaaet til. Det er gruelig pinligt
at bringe et saadant Budsltab . . . Ved første,
forsigtige Banken paa Døren lyder Moders Røst.
Hun aner øieblikkelig , hvorfor vi kommer, og
spørger sagte, men hastig og i ængstelig Tone:
„Det er forbi, ikke sandt?"
Endelig gryer det af Dag. En bleg Vinter
dag, langt mildere end de foregaaende.
Strax om Morgenen maa Tjenerne ud paa
alle Kanter og melde Dødsfaldet, og saa be
gynder der at komme Masser af Buketter og
Kranse, hvormed Leiet ganske dækkes. Foto
grafen kommer og tager et Billede af det frede
lige Ansigt med de hvide Krøller, som imor
gen er forsvundet for altid. Billedet vil bevare
de kjære Træk nogle Aar, — rene forsvindende
Øieblikke af den store Evighed . . . Venner kommer
og gaar; Huset er opfyldt af en egen dæmpet
Uro, som nåar man lister sig paa Taaspidsen, —
og Tante Clara ligger derinde omringet af sit
Blomsterflor med sit straalende og fredfulde Smil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
