Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tante Claras Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
gaar til Hvile, saa fredelig og sikker paa sin übe
grænsede Varighed stirrer vi paa næsten hadefuldt.
Ja en af det blege Selskab rækker ud sin Haand
mod Solskiven, som om han forbandede den, og
en Røst fremforer Ord paa én Gang uforstaaelige
og samtidig et Udtryk for vor egen inderste
Klage over vor uundgaaelige Tilintetgjørelse.
Ved min Opvaagnen husker jeg disse udtalte
Ord, men da forekommer de mig usammenhæn
gende og meningsløse; under Drømmen fandt jeg
dem dybe og overnaturlige. Muligens er man i
Drømme mere modtagelig for Mysterier, mere
istand til at trænge ned til Oprindelsen og Aar
sagen . . .
Den eneste Frase, jeg i vaagen Tilstand finder
lidt Mening i, er følgende: „Den samme! altid
den samme! . . . Don selvsamme, som for Aar
tusinder tilbage gik til Hvile paa samme Plet,.
bag selvsamme Sletter, ja lige til før Syndfloden,
da den belyste Mammutdyr og Plesiosaurer." Det
sidste Ord, hvormed Stemmen sluttede, havde
vibreret eiendommelig, som om den vilde søge
at fremkalde et Indtryk af noget umaadeligt og
uforklarlig uhyggeligt. Selve Sletten havde gjen
optaget det forhistoriske Ydre, sin trostesløse
Nøgenhed fra en svunden Periode . . .
Omkring os begynder der nu ogsaa at ske
besynderlige Ting. Nede i den mørke Del af
Salen er Døren, som fører ind til Museet — der,,
hvor jeg som Barn havde faaet mine første
Kundskaber om Naturens utallige Former —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
