Man spiste ovenpaa i den lille Sal mod Nord, og Selskabet samledes i de to saakaldte Søndagsstuer, der vendte mod Haven.
Fru Garman var altid i sort Silke; men idag var den ualmindeligt svær og skinnende. Hun havde glædet sig til en ganske liden Middag med Pastor Martens og den nye Skolebestyrer, og nu kom her jo en hel Del verdsligsindede Mennesker. Derfor var Fru Garman i ondt Humør, og Jomfru Cordsen maatte opbyde al sin diplomatiske Kunst. Men saa havde ogsaa Jomfru Cordsen lang Øvelse; thi Fru Garman havde altid været en vanskelig Dame, - og især i de sidste Aar - efterat «Religionen havde taget Overhaand» - som den letsindige Onkel Richard sagde.
Fru Garman styrede i Virkeligheden ikke sit Hus; thi det hele gik saa snorlige efter de ubrødelige Regler fra Gamle-Konsulens Tid, at hun alt tidligt opgav at hidføre Forandringer efter sit eget Hoved. Men da hun saaledes var næsten uden positiv Indflydelse, indskrænkede hun sig til at svare «nei» til alt, hvad hun mærkede, de andre i Huset ønskede. Paa denne Maade vedligeholdt hun etslags negativt Herredømme; thi selv om hendes «nei» ikke altid frugtede, saa havde hun dog efterpaa Ret til at være krænket og til at lægge en Dæmper paa alles Stemning ved at møde op med et Ansigt fuldt af uforskyldt Lidelse og kristelig Overbærenhed.
Det var just med dette Ansigt, hun hørte den lange Adjunkt Aalbom udvikle, hvor ussel og blødagtig den opvoxende Generation var. Fru Aalbom sad henne ved Vinduet og lod somom hun hørte paa Konsulen, der med afmaalte Ord og stor Nøiagtighed beskrev, hvorledes Haven havde været indrettet i hans salig Farfars Tid; men i Virkeligheden lyttede hun efter sin Mand, hvem hun beundrede over al Maade. Fru Aalbom var høi og ganske særdeles mager; fra Hoved til Fod var hun benet og knoklet, hendes Læber vare smale og Tænderne store og gule.
Man ventede endnu paa Vognen fra Byen og paa Præsten. Husets Datter - Frøken Rachel stod ved den store gammeldagse Kakkelovn og talte muntert med Onkel Richard; og idet nu Døren gik op og Præsten Martens med den nye Kandidat traadte ind, lo hun just endnu høiere, og Moderen sendte hende et Blik.
Kandidat Johnsen havde aldrig været paa Sandsgaard før, og Pastor Martens førte ham derfor omkring til hver især - Fruen først - og forestillede ham.
Tilsidst kom de til Gruppen ved Ovnen. Legationssekretæren hilste med en udsøgt Kompliment; men Frøken Rachel vendte sig neppe om og kastede blot et flygtigt Blik paa det nye Bekjendtskab; derpaa fortsatte hun Samtalen med Onkel Richard.
Til sin store Forbauselse mærkede hun, at den fremmede Herre var bleven staaende ved Siden af hende. Hun Løftede de kolde, blaa Øine og saa op paa ham, thi han var lidt høiere. Da hændte der hende noget mærkeligt: hun maatte slaa sine Øine ned. Thi han saa ikke saaledes ud, som hun havde ventet - flau, keitet - trykket af de fremmede Omgivelser; tvertimod - man kunde se paa ham, at han var sig bevidst, at han bar sig underligt ad, men gjorde det alligevel. Rachel blev forvirret.
«Har Hr. Skolebestyreren været paa Vestlandet før?» spurgte Onkel Richard, forat komme hende tilhjælp.
«Aldrig» - svarede denne, «jeg har aldrig seet andet af Havet end Kristianiafjorden.»
«Og hvilket Indtryk har De faaet af vor Natur?» fortsatte den gamle Herre, «jeg forudsætter, at De allerede har besøgt de større Udsigter ved Byen.»
«Et mægtigt Indtryk» - svarede Kandidat Johnsen, «men Naturen her synes mig saa stor og gribende, at man altid maa føle en Tyngsel i disse Omgivelser.»
«Her er Dem vel for tungsindigt?» spurgte Rachel lidt henkastet.
«Aa nei - just ikke det!» svarede han roligt, «snarere vilde jeg sige, at Naturen her har noget - ja hvad skal jeg kalde det! - noget fordringsfuldt: man faar ligesom en Følelse af, at man skylder at gjøre noget, udrette noget, som kan række vidt og sees fra det fjerne.»
Hun saa paa ham med Overraskelse, men Legationssekretæren sagde godmodigt:
«Jeg for min Del finder nu, at den øde Kyst og det umaadelige Hav mere stemmer Sindet til Eftertanke og Drømmerier end egentlig opflammer til Handling.»
«Naar jeg, kommer i Deres Aar - Hr. Legationssekretær,» svarede Kandidat Johnsen «og faar udrettet noget, vil jeg maaske se paa Livet med de samme Øine som De.»
«Aa Gud bedre!» sukkede Onkel Richard halvt smilende halvt vemodigt, «hvad det angaar at have udrettet noget - saa -»
Idetsamme gik Døren op, og den unge Fru Fanny Garman traadte ind. Hun var saa straalende skjøn, at alle maatte se paa hende. Den lysegraa Silkekjole med de blegrøde Sløifer havde et Snit, som ikke hørte hjemme der paa Kysten. Men man kunde ikke blot se paa hende og paa Kjolen, at de vare Sjeldenheder i sin Kreds; men man saa ogsaa ved første Øiekast, at de hørte sammen - disse to: det fine, raslende Stof og den slanke, bløde Kvinde med de blinkende Øine.
Og idet hun let og munter gik over Gulvet, forat hilse paa sine Svigerforældre, var der noget sikkert og ubekymret i hendes Gang og Væsen, som var meget forskjelligt fra den Blanding aif Ængstelse og Arrigskab, hvormed unge Fruer pleie at bære kostbare Silkekjoler med Slæb.
«Der har hun ved Gud en ny!» snerrede Fru Aalbom.
/«Mais mon dieu! comme elle est belle!»/ hviskede Legationssekretæren henrykt.
Efter Fru Fanny kom den lille, smidige Kandidat Delphin, Amtmandens Fuldmægtig, derpaa Jacob Worse og tilslut Morten Garman.
Den sidste var høi og sværlemmet; han syntes at have arvet noget af Moderens «Kors»; men han bar det endnu opreist og uden at synes besværet.
Morten Garman havde et vakkert Ansigt; men det var lidt blødt, og Øinene begyndte at blive en Smule forkogte.
Georg Delphin havde været et halvt Aars Tid i Byen som Amtmandens Fuldmægtig; og da Fru Fanny Garman var Datter af Amtmand Holst, kom Delphin strax ind i den Garmanske Kreds og var en hyppig Gjæst paa Sandsgaard.
Derfor havde ogsaa Morten hentet ham oppe paa Svigerfaderens Kontor, da den store Vogn kom efter «Undsætning»; Jacob Worse havde de derimod truffet, da de allerede sad i Vognen, og det var egentlig Fru Fanny, der raabte paa ham.
Jacob Worse hørte just ikke til Mortens bedste Venner, skjønt de havde været meget sammen opigjennnem Ungdommen. Derimod var Konsul Garman yderst forekommende mod Worse, og der var endogsaa dem, der mente, at Unge-Konsulen gjerne vilde have Worsenavnet ind igjen i Firmaet - for Exempel ved et Ægteskab.
Men alle som havde Anledning til nærmere Iagttagelse, forsikrede, at deraf blev der aldrig noget. Frøken Rachel kunde ikke lide Jacob Worse og for Fru Garman var han en Vederstyggelighed, efter at Pastor Martens havde betroet hende, at han var Fritænker.
Konsulen førte Fru Aalbom tilbords, da hun var den ældste Dame; Georg Delphin var saa heldig at snappe Fru Fanny; men Rachel vendte sig mod Legationssekretæren og sagde:
«Undskyld Onkel! - men idag faar du vist overlade mig til vor nye Gjæst. Hr. Kandidat Johnsen - vil De føre mig tilbords?»
Han bød hende Armen - stivt, men ikke klodset og fulgte ind i Spisesalen.
«Hvad Fanden gaar der af Rachel?» - hviskede Morten til Worse, - «hun som ellers aldrig kan taale Mors Theologer.»
Jacob Worse svarede ikke, men tog med et høitideligt Buk sin «faste Borddame» Jomfru Cordsen. Men Gabriel aabnede i al Stilhed baade Vestespænden og Buxespænden, han vidste, hvad der skulde komme.
Det var heller ikke vanskeligt at beregne for den, der kjendte Husets Skik. Først var det Kjødsuppe med Gulerødder og Kjødboller, derpaa Skinke og smaa Svinekarbonader med Surkaal; saa kom en hel Lammesteg og en hel Kalvesteg - med Portulakstilker og Rødbeder, og tilslut var der Krumkager med Vannillekrem.
I Førstningen førtes Samtalen ved den øvre Ende af Bordet mest mellem Adjunkten og Delphin. De var begge fra Østlandet, og Adjunkten forsøgte af al Magt at lokke den anden til at sige noget ufordelagtigt om Vestlandet og dets Befolkning. Thi han vidste, at det kunde hverken Konsulen eller Legationssekretæren taale; og Adjunkt Aalbom saa skjævt til alle nye, der trængte sig ind i det Garmanske Hus.
Men Fuldmægtigen var ham for fin - enten han nu mærkede Hensigten eller om han virkelig mente, hvad han sagde. Naturen - forsikrede han - var høiest interessant, og han følte sig meget tiltalt af det Bekjendtskab han hidtil havde gjort med Befolkningen.
Legationssekretæren havde sin bestemte Plads øverst paa den ene Langside tilvenstre af Konsulen, der sad alene for Bordenden; han bøiede sig nu fremover - forbi Adjunkten og Rachel, som sad imellem - og hilste med sit Glas til den nye Skolebestyrer: «Hr. Kandidat Johnsen! - Siden De er af samme Mening som Fuldmægtig Delphin med Hensyn til vor Natur, haaber jeg ogsaa, at De vil befinde Dem ligesaa vel blandt Befolkningen. - Hr. Skolebestyrer! - maa jeg have den Ære?»
Konsulen betragtede sin Broder med en Smule Forbauselse; det var ikke ofte, at Legationssekretæren tog sig af de unge Mennesker, der kom i Huset - allermindst, naar de vare Theologer.
«Ja - ser du -» hviskede Onkel Richard, «han der er s'gu ikke saa gal!»
Fru Fanny gav ogsaa Agt paa den Udmærkelse, der blev vist den nye Theolog skraas overfor; hun fæstede sine glimrende Øine paa ham og fandt ham interessant. Han var ikke saa elegant sonm Delphin eiheller saa smuk som Worse, men alligevel sendte hun ham ofte et lidet blankt Kast med Øinene.
Thi hverken Worse, som hun havde tilhøire, eller Delphin, der sad ved venstre Side, var tilstrækkelig Beskjæftigelse for hende. Jacob Worse lod altid - i al Høflighed - somom han ikke lagde Mærke til hende; og at Delphin var forelsket og fortryllet, havde ikke stort at betyde for hende. Det var en Skjæbne, som uden Undtagelse havde rammet alle hendes Faders Fuldmægtige fra hun blev voxen.
Kandidat Johnsen blev nu trukken ind i Samtalen. Delphin mødte ham i Begyndelsen lidt overlegent; men efter et Par Svar fra det alvorlige Ansigt overfor, trak Fuldmægtigen sine Følehorn til sig og blev elskværdig.
Adjunkten derimod var ikke saa snar i Vendingen. Han ærgrede sig over, at Fuldmægtigen ikke var gaaet i Fælden, og nu vilde han slaa sig til Ridder paa den anden nye Gjæst.
I den halvt ærbødige halvt harcellerende Tone, hvori mange ynde at henvende sig til unge Theologer, begyndte han at gaa paa Skolebestyreren. Adjunkt Alalbom gjorde det saameget desto tryggere som han kjendte de gamle Herrer Garmans Aversion mod Theologerne, og Fruen var dybt inde i Samtale med sin Bordherre Pastor Martens - helt nede ved den anden Ende af Bordet.
«De tænker vel at gjøre en rig Høst herborte i vore stærkt bevægede religiøse Forhold? - Hr. Kandidat Johnsen!» - sagde Aalbom med et Grin til de andre.
«Høst?» spurgte Johnsen kort.
«- Eller Dræt - jeg ved ikke under hvilket Billede, De ynder at se Deres Kald» - henkastede Adjunkten.
«Mit Kald er ialfald foreløbig det samme som Hr. Adjunktens: at undervise Smaabørn, og jeg ynder at se min Opgave klart og ligefrem - uden noget Billede,» - den unge Theolog svarede stille; men der var dog en Underlyd i Stemmen, som bragte Adjunkten til at fare iveiret.
Fru Fanny og Fuldmægtigen kunde ikke lade være at le - sig imellem; men Fru Aalbom snerrede: «at svare en Mand som Aalbom saaledes!»
Imidlertid ledede Konsulen strax Samtalen over i fredeligt Spor ved at spørge Johnsen om forskjellige Forhold ved Almuskolen. Konsul Garman havde i flere Aar været Formand i Skolekommissionen; thi trods den ikke ubetydelige Afstand var dog Sandsgaard trukket indenfor Bygrændsen.
Rachel sad og glædede sig over de korte, energiske Svar, hv ormed hendes Bordherre mødte Konsulens Bemærkninger. Især faldt det i hendes Smag, at den nye Skolebestyrer med stor Bestemthed fordrede endel Forandringer og forøgede Udgifter ved Skolen, som Konsulen fandt unødvendige og altfor kostbare.
Det var ikke ofte, hun havde mødt en Mand, der viste saamegen Kraft og Virkelyst som den unge Theolog. Og hvergang han paa sin rolige, faste Maade sagde: «det maa og skal gjøres» - eller noget lignende, saa hun halvt foragteligt over til Fuldmægtig Delphin, som nu var ganske optaget af at lære Fru Fanny en Kunst med en Kork og to Gafler. Men naar hendes Blik gled hen over Jacob Worse, kom der noget udfordrende i Udtrykket, som han imidlertid slet ikke syntes at mærke. Thi han vedblev at tale halvt spøgende halvt fortroligt med gamle Jomfru Cordsen.
Ligefra Jacob Worse begyndte at blive en stadig Gjæst paa Sandsgaard, var der opstaaet etslags. Venskab mellem ham og den gamle Dame. Hun var ellers tør og indesluttet; men han havde et eget Lag til at faa hende paa. Glid, saaat hun betroede ham mere end nogen anden.
Adjunkten var saa sint, at han spiste næsten alle Rødbederne, og Legationssekretæren ærtede ham i al Gemytlighed. Men den unge Hr. Gabriel ofrede al den Tid, han kunde afse fra Spisningen, til at iagttage Adjunkten. Og hvergang denne saa nedover den Kant af Bordet, hvor Gabriel sad ved Siden af Jomfru Cordsen, tog den unge Herre sit Glas og tømte det med en rolig, voxen Mine. Thi han vidste, at det ærgrede Adjunkten.
Morten, som havde Plads mellem Kandidat Johnsen og Præsten Martens, morede sig med at holde Theologernes Glas bredfyldte. Ellers brød han sig ikke stort om, hvad der foregik ved Bordet, især efterat han havde arrangeret det saa, at den ene Flaske Burgunder fik Plads ved hans Couvert.
Det var en stille, varm Vaardag. Ved Desserten begyndte Solen, som faldt skraat ind ad de to aabne Vinduer mod Nord, at naa hen til Bordet. Først skinnede den paa Fru Garmans sorte Silke og omgav Pastor Martens's blonde Hoved med en fin Straalekrands. Efterhaanden spillede Solstraalerne hen over hele den Række, der sad med Ryggen mod Lyset og faldt i skraa Striber mellem Stolene indover den hvide Dug og de slebne Karafler. Morten holdt sit Glas op og glædede sig over Glansen.
«Se, hvor Deres Svigerinde tager sig godt ud i den straalende Belysning -» hviskede Delphin til Fru Fanny.
«Aa - ja! - finder De egentlig det?» svarede hun.
Lidt efter bad hun en af Pigerne, som vartede op, at rulle Gardinet en Smule ned, Solen skar hende i Øinene.
Samtalen var nu meget livlig ved den øvre Ende af Bordet; man talte fremdeles om Ungdommens Undervisning. Adjunkten udbredte sig over sit Yndlingsthema: at det var umuligt for unge Mennesker at tilegne sig ordentlige Kundskaber, medmindre de fik Bank; og al høiere Dannelse vilde forsvinde - det bandte han paa - hvis man ikke itide fik sætte Grænse for den moderne Humanisme - det vil sige Forkjælelse.
Fru Aalbom understøttede ham oprigtigt, Legationssekretæren, fordi det morede ham; men Konsulen var tvivlraadig. Han satte megen Pris paa den gode, gamle Tid; men han troede dog, at det kunde gaa med lidt mindre Bank end han havde faaet.
Skolebestyreren fremholdt Vigtigheden af den religiøse Opdragelse og Hjemmets Indflydelse.
«O - ja! - Hjemmet! Hjemmet!» udbrød Fru Aalbom, «Skolen og Hjemmet bør gaa Haand i Haand.»
«Netop» - tog Adjunkten Ordet, «har en Gut faaet Bank i Skolen, bør han ogsaa have det hjemme.»
«Hjemmene ere jo forskjellige,» sagde Johnsen; det var første Gang, han sagde noget, som Rachel ikke fandt kraftigt nok.
«Aa - men alligevel!» raabte Fru Aalbom, lagde Hovedet paa Siden og saa op i Loftet, «Hjerteforholdet - Hjemmet - Moderømheden - o - Hjemmet - Hjemmet!»
«Det kommer s'gu an paa, hvadslags Hjem man har - Fru Aalbom!» lød det pludseligt fra Jacob Worse. Alle saa paa ham; han havde rettet sig op, Ansigtet var rødt og det lyste i hans Øine.
Der blev en liden Pause, men Konsulen sagde smaaleende, idet han tog sit Glas: «Ja nu raader jeg enhver til at passe sig, for nu kommer Jacob Worse! - jeg har seet den Herre optræde et Par Gange før, og jeg ved, at da gaar det hedt til. Men lad os heller forlægge Kamppladsen til Havestuen, der kunne vi stride i Skyggen. Hvis mine Damer og Herrer synes som jeg, ville vi ønske hver andre: velbekomme.»
Selskabet brød op. Legationssekretæren lo, saa det klukkede i ham, og takkede Worse, mens de gik nedad Trappen, fordi han saa beleiligt var plumpet ned i Samtalen. Jacob Worse maatte le selv, og tilsidst lo de alle undtagen Aalbom og Frue, der vare fornærmede.
Men Rachel undrede sig over, at hendes Fader var saa bange for at lade Worse komme tilorde. Hun havde ogsaa et Par Gange hørt ham deltage i en Disput, og hun havde forundret sig over den Heftighed, som da pludselig kunde komme over ham. Hans Meningervare vistnok noget originale, men derfor behøvede han dog ikke at tie, og hun fandt det feigt af Jacob Worse saaledes at lade sig maalbinde.
Under Maaltidet havde Pastor Martens gjort flere Forsøg paa at komme med i den almindelige Samtale. Men det lykkedes ham ikke. Man var altfor optaget af den nye, interessante Skolebestyrer, og desuden lagde hans Borddame Beslag paa ham. Ogsaa efter Bordet maatte han sidde i Sofaen hos Fru Garman, medens Ungdommen gik til Kroketpladsen - i Skyggen under den firskaarne Lindeallée.
Men Adjunkt Aalbom gik - «omknoklet af sin Hustru» - som Delphin sagde - op og ned i den brede Gang foran Huset og ventede paa Kaffen. Han var endnu sint over sine Uheld og de Krænkelser, han havde lidt. Fruen søgte at berolige ham, idet hun slyngede den ene Arm omkring ham:
«Hvorledes kan dog en Mand som du - Aalbom! - bryde dig om sligt! - disse nye, unge Mennesker kommer her en Tid, saa gjør de sig paa en eller anden Maade umulige. Vi er dog de første alligevel; - saa du ikke, Konsulen tog mig tilbords.»
«Aa skidt svarede hendes Mand, «hvad bryder jeg mig om disse Pengesække og Kræmmere! - men at en Mand af mine Kundskaber, med mine Fortjenester af Undervisningsvæsenet og Literaturen skal være udsat for impertinente Svar af saadanne Grønskollinger - saadanne -» og af sit rige Forraad af Skjældsord udøste Adjunkten en udsøgt Strøm, hvilket forskaffede ham nogen Lindring.
Aalboms boede omtrent midtveis mellem Sandsgaard og Byen, hvillket fra først af var Aarsag til, at de blev indbudne til Garmans. Siden havde de vidst at holde sig saa godt fremme, at det ialmindelighed var Aalboms, man greb til, naar der skulde samles et Selskab i en Fart. Konsulen havde ogsaa hjulpet Adjunkten med nogle uforudseede Udgifter i Anledning af en: «Kortfattet Oversigt over det franske Sprogs Oprindelse og historiske Udvikling. - Til Skolebrug.» Thi ved nederdrægtig Ondskab og Misundelse var denne Perle af en Bog ikke antaget til Skolebrug nogetsteds i Landet.
De gamle Brødre Garman pleiede at sove Middag i sine Værelser; men idag blev der ikke sovet stort. Thi de aftalte alt i Anledning af Madeleines Besøg i Byen. Hun skulde komme om to-tre Dage, og have Værelse ovenpaa ved Siden af Jomfru Cordsen.
Men Gabriel stjal sig en Cigar og vandrede glad og søndagsmæt ned paa
Værftet, for at inspicere Skibet og snakke engelsk med Mr. Robson.
