Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
TRÆTTE MÆND
Lys, fredelig, hellig Stilhed; Søndagsstilhed.
Et Ekorn hopper ubekymret op ad en Træstamme;
sætter sig paa den nederste Gren og smatter.
Solen daler. Rødt, varmt Lys over Liernes dybe
Saftgrønt: blegt Solguld skyllende ind mod gule
Furustammer. Lange, blaa Skygger lægger sig over Vandet
og Dalbunden.
Jeg blir saa velsignet stille; hører kun af og til
mit Hjerte slaa. Og saa denne fjerne Tone som
bæres hid en enkelt Gang, — en Efterklang, en
Gjenklang — maaske af en Lur, eller af en Lokken. Hvem
véd hvad det kan være for en friskt rødmende
Sæterjente som gaar der oppe og lokker paa sine Kjør.
Maaske Huldren. Skjønt nu om Sommeren ligger
vel hun længer ind tilfjelds.
Solen synker mer og mer; blegere og blegere
skyller dens Guld ind over Verden. Skyggerne blir
længere, dybere; Stilheden saa stille, at man maa holde
Pusten.
„Der er i Skogen en dunkel Lund,
hvor Alferne ere tilhuse.
Husk, der maa du gaa med lukket Mund!
Selv Nøkken derinde lader kun
sagte sin Harpe bruse . . ."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
