- Project Runeberg -  Skriftir i Samling / III. Trætte Mænd. Uforsonlige /
169

(1908) [MARC] Author: Arne Garborg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

TRÆTTE MÆND

169

sammen kræves der altid en vis Resignation; men du
maa ikke indbilde dig at jeg vilde bytte med dig"
o. s. v.

„Aa nei. Snarere kan jeg komme til at bytte med
dig — anskaffe mig et Ægteskab, jeg ogsaa. Værre
har du ikke skræmt mig, Far!"

Hele Fyren saa ud som et Lettelsens Suk, og han
blev bare Fortrolighed.

„Ja du skulde gjøre det. Man blir saa lugtende lei
af dette Ungkarlsliv. Du véd, i et Ægteskab kan der
ogsaa være onde Tider; man gaar og er Uvenner,
skjændes for en Bagatel, ja indbilder sig kanske at
man er rent kjed af hinanden ; det maa du være forberedt
paa. Jeg skal sige dig, det er alle disse taabelige,
dumme Illusioner som er det værste; Ægteskabet skal
absolut være et Paradis, og alt det der. Man kan
Skam mangen Gang synes at det er noksaa ækelt og
uudholdeligt; rigtig vondt kan det være. Men saa ser
man jo hvor stilfærdig tappert hun gaar der og bærer
det, lider vondt, men lader som ingenting, greier alle
disse kjedsommelige Hverdagsligheder roligt og jevnt
som ellers; kommer pludselig med et eller andet
rørende lidet Træk som viser at hun nok egentlig gjerne
alligevel vilde være Venner med denne Grinatussen
sin ... Ja, pludselig en vakker Dag er Forstemtheden
over, og man sidder med Armene om hinandens Hals
ganske forundret, og synes det er akkurat som da
man var nyforlovet! — Tja."

Han saa rørende lykkelig ud. Der var endnu Glans
i hans Øine efter den sidste Forsoningsscene.

„Og," fortsatte han, „saa føler man sig saa tryg og
sikker og vel anbragt. Man kjender hende jo, og véd
hvor gjennembra og god og tilforladelig hun er i Bund
og Grund, og véd at hun kjender Manden sin, og har
Rede paa hans Skavanker og Feil, men holder af ham
alligevel ... Ja, det er altsaa saadantnoget som man
aldrig kan komme til at opleve som Ungkarl."

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 03:48:39 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gaskriftir/3-1909/0175.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free