- Project Runeberg -  Skriftir i Samling / III. Trætte Mænd. Uforsonlige /
230

(1908) [MARC] Author: Arne Garborg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

230

TRÆTTE MÆND 230 1

Han gir saadant et knækket, brudt Indtryk nu.

Maaske han ogsaa er falden?

*



Af og til sniger jeg mig ind i den katholske Kirke,
til Aftensang, naar der tændes Lys; gjemmer mig bort
i en mørk Krog og sidder og hensvømmer i
Orgelklang og Chorsang til jeg græder.

Fødselsfesten om Julenatten var mig en Frelsens
Stund. Jeg blev Barn igjen; jeg troede.

Forbandet være Kritiken som har optæret Troens
Rygmarv i os, og Videnskaben der med frække
Experimentatorfingre tilsøler og tilsmudser alt hvad
der skulde være helligt og urørligt. Længe formaaede
Mefisto intet mod Guds Folk. Da forklædte han sig
som Videnskab og fik Adgang til det helligste. Og
se, — pludselig var det slukt, det lille fredelige,
hellige Lysblink fra Bethlehem.

*



Hvorfor er jeg saa ulykkelig indrettet? Hvorfor
skal jeg ha denne Læk i min Hjerne, denne Sprække
i Væggen som gir fri Udsigt; — hvorfor kan jeg ikke
„tro"?

Sandhed eller ikke Sandhed, — Ligegyldighed til at
dø af! Der er en Væg ude i min Sjæl; al Tilværelsens
Vinterkulde staar lige ind, og jeg ser de Ulve som
sniger sig om ude i Natten med Bjæf og Hyl og Skum
om Tænderne. Jeg sidder og hakker Tænder af Kulde
og Angst, og beder til Guder, Djævle og det evige
Blaa efter en varm Haand at trykke, et varmt Øie at
se ind i, at sænke mig j, til Nattens Rædsler var
over. —

— — O evige Visdom i et Barns Mund. Adam
var i Paradis; men selv Paradiset blev ham
skrækkeligt, fordi han var alene. Og se: Kvinden stod

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 03:48:39 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gaskriftir/3-1909/0236.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free