- Project Runeberg -  Skriftir i Samling / III. Trætte Mænd. Uforsonlige /
101

(1908) [MARC] Author: Arne Garborg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

temænd, drikker, meddelte os i sin Fordillethed, at han
egentlig havde ladet sig skille fra sin Kone fordi hun
«smattede naar hun aad»; — det tror jeg sgu gjerne.
En ældre, ækel Ungkarl, som jeg saa for første Gang,
fortalte, at han var en saa god Ven, at naar han fik
Besøg af Kammerater fra Provindsen, laante han dem sin
Mætresse ... hvilket vakte Munterhed i Svendenes Leir,
blandet med en vis Forundring. «Gjør De virkelig det ?»
sa de og gabte. Saameget Venskab havde de ikke tænkt
at der fandtes i Israel.

Og de sad der og røkte og pamp, med hede, henkogte
Ansigtstræk som dem man ser i en Jernbanekupé en
hed Sommereftermiddag. En ung, grønskollet Literat
var Kvindens Talsmand og forfægtede med
Toddy-begeistring det ideale Ægteskab... «De to skal være
sammen om alt, dele alt!» — «Vil De kanske hun skal
være sammen med Manden paa Rangel ogsaa?» spurgte
Agenten. — «Ja naturligvis! Det vilde netop være
kjækt!» sa den unge, lidt forbløffet. Jeg støttede den
unge Fyr; «naar Kvinden er med, blir Rangelen mere
civiliseret.» — Agenten gispede.

«Haa ja, san; de Ungkarle. Aa jo; Kvinder paa
Vertshus! Klokken ni begynder Fruen at gjæspe. Klokken
halv ti er hun smaaøiet og rødøiet og ser saa bleg og
lidende ud, at Manden af bare Sinne forlanger nok en
Ditto. Da klynker det fra Skjørtesiden: «Nei, men vil
du virkelig drikke mer?» — Han efterlignede den
katte-blide Martyrindestemme paa en saa græsselig Manér, at
jeg pludselig kunde se hele Banden ned i Halsen
formedelst den vidtopspærrede Latter.

— Mod i Hu, med Brystet fuldt af Vaande og Ve,

stod jeg op og vaklede til Mathilde.

*



101

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 03:50:35 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gaskriftir/3-1944/0103.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free