Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Er der intet mer igjen,
din Sjæl kan vinde Ro paa, —
trøst dig, trøst dig, snille Ven,
Døden kan du tro paa.»
XV.
(2. Jan. 87.)
Nu har jeg ranglet pent en Stund; Theselskaber og
Juleballer. — Man faar taale det.
Jeg har jo Frk. Berner. Blir det for trist, kan jeg altid
sætte mig til at konversere hende. Hun er ikke dum.
Gudskelov.
Men iaften kunde ikke hun heller hjælpe. Jeg var
umulig. Kjedsomheden overvældede mig; Tomheden blev
til Tristhed, til Kval, til fysisk Lidelse.
Jeg var «forkjølet».
— Uf, det er værre. Det er værre end som saa. Det
er Døden og Afgrunden. Det er Amen og Slut. Jeg er
ikke ung længer. Jeg er den ældre Herre.
Det er ikke mig de søger, de smaa danse- og
kysse-glade Backfische. De ser først efter, om der ikke skulde
være en eller anden rødkindet Han-Backfisch at slaa sig
sammen med; og først naar ingen saadan findes, eller
naar han viser sig troløs og kurtiserer den kjedelige
Marie — kommer de surmulende til mig. Jeg faar
Furte-dansene. Og inklinerer de for mig, føler jeg det i hvert
Ord og ser det i hvert Blik, at de gjør det ene og alene
med Hensyn til bemeldte Han-Backfisch; for at gjøre
ham jaloux. Min Tid er omme.
— Aa, jeg kjender dem. Jeg var selv engang 20 Aar;
interessant bleg med en liden net, braasort Silkesnurbart;
netop noget at kysse. Og man havde sine smaa Held.
Men ... dum naturligvis. Forstod ikke, naar de bød mig
sig selv af fulde Skaaler; havde Skrupler, Principer,
174
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
