Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ungdomsliv. 17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tale end et kort Velkommen til Bords, gav han Ordet
til "sin Fætter, Digteren", hvem han havde bedt om
ved denne Lejlighed at være hans Tolk.
Man skulde tro, at en saa forfinet Skribent, en saadan
Sprogets Mester som Goldschmidt med største Lethed
maatte kunne øve den ubetydelige Idræt at holde en
Bordtale, især naar han havde havt rigelig Tid til at
forberede sig; men Gaven til at tale er som bekendt
en Gave for sig. Og Ingen kunde som Taler være mere
uheldig end Goldschmidt. Han havde ikke engang Evne
til at fremkalde Stilhed, mens han talte.
Han begyndte hin Aften temmelig smagløst med at
fortælle Selskabet, at dets Vært, som var rig,
havde tjent sine Penge paa strengt hæderlig Maade;
det var altid godt at vide, "man havde ren Grund
at danse paa"; saa dvælede han ved Festgiverens
jødiske Oprindelse, og da han gik ud fra, at
de fleste Indbudne var unge Jøder og Jødinder,
formede han sin Skaaltale som en Lovprisning af "den
jødiske Kvinde, der tænder Sabbatslysene". De unge
jødiske Piger raabte da i Munden paa hinanden: "Den
danske Kvinde! Den danske Kvinde: Vi er danske". De
irriteredes over den gamle Romantik, i hvilken
Goldschmidt vilde støde dem tilbage. De tændte ingen
Sabbatslys; de følte sig ikke religiøst som Jødinder,
og lige saa lidt nationalt. Tidsalderen var endnu
ikke antisemitisk. Der gaves derfor endnu ingen
Zionisme. De havde ogsaa tidt følt sig forstemte over
de Skildringer, Goldschmidt i sine Noveller jævnlig
gav af modernejøder, hvis Udtryks- og Væremaade han
skruede halvhundrede Aar tilbage i Tiden.
Disse Tilraab, der dog intet krænkende havde ved
sig, bragte Goldschmidt saa ganske ud af Fatning,
at han i høj Forbitrelse raabte: "Vil De tie, naar
jeg taler! hvad er dette for en Adfærd! Jeg skal lære
Dem at tie!" og lignende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
