Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 Ikke
Psykolog-
at ske; Fortælleren er ingen Maler. Og paa den
anden Side: Da han jo kun fordi Begivenhederne er
ham Hovedsagen saa overvejende bliver Fortæller
og Forklarer af det Almeiitanvendelige, saa
optræder Personlighederne i hans Historie kun for
Begivenhedernes Skyld, og er der end Liv og Handling
nok, saa er der i Grunden ingen Sjæle. Stilens
Beskaffenhed medfører, at den aldrig har et af de
Ord, der pludselig, blinkvis, aabner En Indblikket
i en Menneskesjæl. At Historien væsenligt er
Sjæleskildring, det er en Tanke, som er Holberg og
hans Tidsalder fremmed.
Meget tydelig bliver Begrænsningen, hvor der
tilsyneladende netop er lagt an paa Sjælekundskab
som i Heltinde-Historier. Laa det Heroiske som
saadant ikke godt for Holbergs Talent, saa laa det
særligt Kvindelige det endnu mindre. Der er derfor
ikke den svageste Duft af Kvindelighed over dette
Skrift. Selv hvor Holberg er det Kvindelige ganske
nær, griber han det ikke, fordi han mangler Øje
derfor. Om Modsigelserne i de store Kvinders Væsen
bemærker han ikke, at de er feminine, de vækker blot
hans komiske Sans. Efter saaledes til sin Skildring
af den engelske Dronning Elisabeths Storhed at
have knyttet en lille Række Anekdoter, der røber
hendes forfængelige Behagelyst og rent kvindelige
Koketteri, slutter han til Læsernes Overraskelse:
"Man seer heraf, at denne Dronning havde noget som
var comiqne" Man studser formelig ved Ordet.
I Helte-Historier træder den klassiske Synsmaade
dog maaske klarest og mest afstikkende frem. Heltene
fremstilles, ikke uden Tvang, efter Plutarchs Mønster
parrede to og to. Men Plutarch havde et Grundlag for
sine Sammenligninger; han paralleliserede bestandig en
Oldtids-Græker med en Oldtids-Romer. Holberg derimod
sammenstiller Stormogulen Akebar og Czar Peter den
Store, Zoroaster og Muhammed etc. som var de ensartede
Størrelser. Oldtids-Skikkelser og Personligheder
fra det 18de Aarhundrede, Tatarer, Persere, Tyrker,
Russere, Meksikanere og Peruvianere skildres i samme
livlige, underholdende, forstandige og klare-Stil: de
tager sig alle ens ud. Holberg har sat dem i Scene,
som den franske Tragedie paa hans Tid satte sine
Persere og Meksikanere i Scene, med Hjelm og Kaarde,
i det væsenlige klædte som de Samtidige, og tænkende
som de.
Han fremstiller dem saadan, fordi han forestiller sig
dem saadan. I Grunden er hans egen Tid den eneste,
han forstaar, ligesom hans eget Land og dets Konger -
trods al hans Stræben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
