Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Selvkarikereii
111
er nødvendig; thi Ungdom er en Sag, som gør visse
Fejl til en Nødvendighed, og Alderdommen et Væsen,
som gør visse Nødvendigheder til Dyd. -
Dog, det er for at genfinde Holberg i den digtede
Skikkelse ikke nødvendigt at indskrænke sig til
Figurer, han hruger som Talerør, vi kan eksempelvis
tage de to værste Narre, der i Den danske Skueplads
repræsenterer den yngre Slægt: Jean de France og
Erasmus Montanus.
Naturligvis ligger den idiotiske Gæk Hans Frandsen
som saadan Holbergs Personlighed saare fjærnt. Men det
er allerede paafaldende, at medens Komedien udmunder
i denne Moral:
Mig synes, Naboe, at det er herefter mere sikker,
Vi gifter tilig Sønner her, end dem af Landet skikker
....
See andre Nationer an, hvor Ungdom bliver hiemme;
Her eene strax af Landet man skal ud for Dansk at
glemme,
saa havde Holbergs eget Liv ingenlunde svaret
til Moralen. Han var rejst ud, saasnart han blot
havde havt den knappeste Rejse-skilling samlet,
havde ingenlunde tænkt paa at gifte sig tidligt og
ingen Rejselyst ofret derfor. Og hvad mere er, han
siger selv, at han, hver Gang han kom hjem fra en
Udenlandsrejse, halvvejs havde glemt sit Modersmaal -
føjer endda til: "thi man kand let glemme det, som
man aldrig har forstaaet tilgavns". Man huske ogsaa,
hvor overfladisk hans Ungdomskundskab havde været til
det Franske, og det tilmed, medens han indbildte sig,
ja gav sig ud for at være særligt kyndig deri. Man tør
i denne Sammenhæng minde om den saa ofte oprippede
Anekdot, at han ved sin Ankomst til Paris maatte
vandre fra Gade til Gade, da han søgte Logis, for
det Første fordi han indbildte sig at Udtrykket i
denne Mening var fransk, dernæst fordi han udtalte
det Lucie, saa man troede, han søgte efter en Pige;
og ved denne Lejlighed maatte da han, der ansaa
sig for en Mester i det Franske og der i Aaringer
havde ernæret sig som Lærer i dette Sprog, af et
fransk Kvindemenneskes Mund høre Dommen over sin
Sprogfærdighed i disse djærve Ord: "Han taler Fransk
som et tysk Hors’1. Endnu nogle Maaneder senere,
da han vilde købe et Værk af den gamle Historiker Du
Chesne udtalte han Navnet saaledes, at man opsøgte
en Lukian (Lucien) til ham.
Der er da i Jeans tidlige Udenlandsrejse ligesom
i hans Overtro paa sit Fransk et tydeligt
Lighedspunkt. Naar Jean i sin fjot-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
