Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Goethe og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302 Goethe og
Danmark
det. Thi hvad er, siger han, denne
Naturejendommelighed andet end «det naturlige og
lystne Menneskes Parade mod detEtiske»? Det forstaar
sig, at ikke Enhver, der «digter», frembringer
Mesterværker, men han hævder, at dette etisk ikke
gør noget til Sagen. Ogsaa denne Vending er især
interessant, fordi den stammer fra en Skribent, der
selv netop kun overvandt sit Ungdomslivs Hovedkval
ved atter og atter fornyede digteriske Fremstillinger
og Omskrivninger af den.
Men til den etiske Misbilligelse af Goethe kom
hos Kierkegaard endnu den religiøse, og saaledes
dannede der sig efterhaanden for Kierkegaards Sjæl et
Vrængbillede af Goethe, ikke meget sandere end det,
Verden skylder Wolfgang Menzel. Goethe var bleven
strængt religiøst opdragen som Kierkegaard selv,
men han havde ikke kæmpet dennes fortvivlede Kamp
mod sin Fornuft for at fastholde Barndommens bibelske
Forestillinger til sin Død. For Kierkegaard staar det
selvfølgelig som var det Pligt at gøre dette «med
Forsagelse af enhver Fordring paa Livet eller paa
en betydningsfuld Eksistens,» og han laster bittert
Goethe for det formentlige Pligtbrud: «Ligesom den
sidste Filosofi har gjort det til et Skældsord at tale
om Kants ærlige Vej, saaledes smiler Goethe fornemt
ad Klopstock, fordi det beskæftigede ham saa meget,
om Meta, hans første Kærlighed, der havde giftet sig
igen [skal øjensynligt være: om Fanny, hans første
Kærlighed, der havde giftet sig med en Anden], vilde
tilhøre ham i et andet Liv.» Det er ham ufatteligt, at
der med Hensyn til overleverede Troessætninger skulde
gives nogen højere Pligt end Pietetens. Han bebrejder,
som jeg en Gang har udtrykt det, Goethe, at han ikke
har baaret sig ad som han, ikke har stemmet sig imod
den hele Kulturudvikling i Steden for at blive dens
ypperste Bærer siden Renæssancens Dage - han tænker
sig Muligheden af, at Goethe kunde have udviklet sig
til hvad han blev, ja til mere end hvad han blev,
ifald han, i Steden for at sammenfatte den tyske
Aands hele Udvikling hos Lessing og Winckelmann,
Burger og Wieland, Herder og Kant, i Steden for at
straale som det Alt fordunklende Midtpunkt i det
Stjærnebillede, som dannes af Schiller, Holderlin,
Kleist, Heine og de andre fribaarne Digteraander,
var bleven en Magus som Hamann, en Hellig som Lavater
eller en Barde som Klopstock, der alle blev deres
religiøse Barndomsindtryk tro, men hvis Værker nu
kun opsøges af Literærhistorikeren som Kuriositeter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
