Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carsten Hauch
377
Strassburg med tz, hvorfor Baggesen har kastet sig
over ham med den Erklæring, at han ikke paa Kortet
har kunnet finde nogen By af dette Navn.
Hvad der for Sjælestudiet af Hauch her synes
mig interes-santest er, at Harmen under disse
Stridigheder meddelte ham en Evne, som ellers var ham
saa temmelig nægtet: den gjorde ham vittig, bidende
vittig. Jeg sigter herved ikke til et nu forglemt
Digt om Baggesen, som Hauch den Gang lod indrykke
i Dagen, helt sammensat af Baggesens halvtyske
Udtryk - en Form, som siden saa ofte er bleven brugt
(f. Eks. overfor Jacob Båden). Hauch erindrede i sin
Alderdom ikke mere deraf end Udtrykket: <højtpuklet
med Visdom», og fortalte mig, at der i sin Tid var
blevet udført Karikaturtegninger derefter. Med sit
bløde Hjerte fortrød han som Olding bittert - det var
hans Ord - at han i sin Ungdom var gaaet saa vidt imod
Baggesen. Hvad der imidlertid er stor Opmærksomhed
værd, det er det Digt: Hunden til Maanen, som Hauch
i Aaret 1818 forfattede som Allegori paa Baggesens
hele Adfærd. Det er en træffende og blodigt saarende
Satire. Man gennemlæse dette lille Mesterværk Linje
for Linje, og man vil føle den rammende Snært i hvert
Træk. Saaledes siger Hunden f. Eks.
Ingen saa godt som jeg undervise Dig kan; thi jeg
fatted Kunsten fra Grund, jeg kan bringe Dig fluks
bortkastede Tørklæd, Stokken igen jeg henter i Vand,
og bærer forsigtig Madkurven fyldt og bestjæler
den ej, skønt gærne jeg lysted. Hvad forstaar vel
af Sligt, Ubehøvlede, Du i din Natglans? Slikker Du
Selskabets Spyt, naar Høfligheden det byder? Kan du
kækt Dig betvinge som jeg, der mig rejser paa to
Ben, Skønt min Natur er et firbenet Dyrs? Hvad.eller
forstaar Du Kunstig, paa lodne Poter, dramatisk en
fransk Menuet at Danse til Pibernes Lyd? Deraf jeg
roser mig dristig, Skønt det kosted mangfoldige Prygl
og Ærgrelse fuldtop, filtet Du fatter af Sligt, Du
svæver fantastisk i Luften; Lunefuld kun i vekslende
Glans med foranderlig Skive. Mig fastholder den
klassiske Lænke, dens hellige Jernbaandf Daglig til
Hundehiiset, saa nær ved Gratiers Vaaning.
Endnu skarpere end Satiren i disse Linjer er Parodien
paa Baggesens Nnreddin til Aladdin:
Var jeg af Avind syg, da neppe jeg for havde rost
Dig:
Det har jeg gjort dog tilforn, erindrer Du vel,
det var Vinter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
