Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380 Carsten
Hauch
III
En kæmpende Aand var Hauch, fordi han, saa lidet
filosofisk han end var anlagt, var og blev en
grublende Aand. Han kæmpede, fordi han bestandig
forholdt sig til Ideer, og de største, de mest
omfattende af disse Ideer er Tidsalderens, men
ejendommeligt tillæmpede ved den Maade, hvorpaa de
opfattes af ham. Lad os se disse Ideer spejle sig i
denne Sjæl. Det er, som saa man Stjerner spejle sig
dybt nede i en Brønd.
«Hvad jeg i min Ungdom har elsket over alt
Andet«, sagde Hauch engang til mig, «det var det
Mystisk~Romantiske», og denne Udtalelse er slaaende
sand. Romantiken var den historiske Magt, til hvilken
Hauch tidligst traadte i Forhold. Men højst lærerigt
er det at iagttage, hvilken Side af den det er,
han griber, f. Eks. i Modsætning til Heiberg, der
ganske ligesom Hauch begynder med at se hen til
Tieck som det nærmest staaende fremmede Mønster. I
den tyske Romantik lader to forskellige Strømninger
eller Retninger sig meget bestemt adskille, svarende
til den i saa høj Grad Opmærksomhed fortjenende
Modsætning mellem Nord-og Sydtyskland. Den ene er den
forstandselskende, den anden den følende Retning. Den
første repræsenteres især af Schlege-lerne, der kække,
hensynsløse og foretagsomme drev Kritiken som et
lystigt Haandværk, slog om sig med satiriske Udfald,
Epigrammer og forbløffende Strøtanker, hvis Form efter
deres egen Begrebsbestemmelse burde være afrundet som
Pindsvinet, naar det ruller sig sammen. Schelling
var det derimod, som fremfor Nogen tilførte den
romantiske Kres den sydtyske Aand, det filosofiske
Dybsind og Hanget til Søgen efter hemmelighedsfulde
Sindbilleder i Naturen. Novalis staar den sydtyske
Retning nærmest,, uden dog at have den tunge
schwabiske Alvor, der f. Eks. betegner Holderlin. Af
det Spillende og Legende har Novalis endnu saa meget
tilovers, som gaar med til den naive Elskværdighed i
de unge Pigers Sang i Heinrich v. Ofterdingen og andre
lignende Frembringelser. Men Tieck er som Skolens
mest omfattende Digteraand den, i hvis Poesi begge
Sider forenes og hos hvem de fuldstændiggør hinanden.
I hans humoristiske Lystspil med deres hvasse
Forstands-kritik strømmer den nordtyske Aare; i hans
naturpoetiske Digt-ninge og hans Folkeæventyr er det
derimod den sydtyske Mystik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
