Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carsten Hauch
393
det vil sige alt det, vi endnu ikke formaar klart
at erkende, med uendelig meget mere Ærefrygt end
det, vi forstaar. Det Uerkendte blev ham det Dybe
og det Høje. Alle de Egenskaber og Bestemmelser,
han skattede højest eller savnede stærkest:
Klarheden - som hans drømmende Aand ikke kunde naa;
Retfærdigheden - som hans retsindige Sjæl forgæves
tørstede efter; Virkeligheden - som hans uverdslige
og sværmeriske Sindelag manglede Sansen for her
paa Jorden, Fastheden, som han savnede, Sandheden,
som han søgte, den Frihed, som han elskede, det vil
sige Fredens Frihed - Alt dette, som han ikke fandt
i sig selv og derfor ikke paa Jorden, det kastede
han ligesom ud i Himmelrummet, og saaledes befolkede
han dette Hisset, hint Mælkevejens aabne Hav, hvorom
han bestandig synger, med sit Hjertes Fordringer,
med sine Ønsker og sine Savn. Det Ord: <Der er Mere
mellem Himmel og Jord, end der drømmes om i Eders
Filosoli» var som skabt til Motto for ham. Alt det,
der blev tilbage som uopløst Rest, naar Videnskaben
anstillede sine Undersøgelser, og som han mistviviede
om at faa Klarhed over ad Tankens og Fornuftens Veje,
det kastede han netop ud mellem Himmel og Jord og
ventede opklaret i et «Hisset.).
Og befæstet blev denne Retning saa tilsidst ved
hans egen personlige Livsskæbne, ved den Forsagelse,
hvis Nødvendighed hans eget Liv havde lært ham. Han,
hvem Smerten havde gjort til Digter, kunde ikke blive
Besiddelsens og Nydelsens Sanger. Livets Fvlde er
ikke for ham. Han afslaar Sommeren til
**>
Christian Winther. Som Ewald kalder han sig
Efteraarets Digter, og i Efteraaret lyser Stjernerne
klarest. For den, som er opdragen i en aabenbaret
Religions Forudsætninger og hvem Videnskaben ikke har
formaaet at befri, fører Lidelsen her paa Jorden ikke
til Virksomhed her paa Jorden, men til Afkald og til
Haab om et Hisset.
Et Haab af denne Art, en Retning af denne Art,
gør imidlertid nutildags Ingen til Digter. Dantes,
Miltons og Klopstocks Tider er forbi. Ja selv hos
disse det Hinsidiges Fortidsdigtere er det Skildringen
af det Jordiske, Forholdet til det Jordiske, som alene
har Værd. Saaledes er det ogsaa hos Hauch. Der er en
Spaltning i hans Indre, der gaar en dobbelt Strømning
gennem hans Sjæl, hvor to stridige Kræfter modvirker
hinanden, og det er baade fængslende og lærerigt at
se, hvorledes den rent menneskelige Deltagelse og
Livskraft bestandig brydes med den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
