Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422 Carsten
Hauch
Viden eller Ikke-Viden af de Slette (et Punkt,
paa hvilket Heiberg øjensynlig henviser til sin
Sjæl efter Dødeii) -o. s. v. vil forekomme Slægten
skrevne paa et Sprog, den ikke mere hverken taler
eller forstaar. Kærnen i denne Heibergske Kritik
synes mig den, at han for Slottet ved Rhinens
Vedkommende har lagt Haanden paa den samme Dobbelthed
i Grundanskuelsen: den utilfredsstillende Løsning
her paa Jorden i Kraft af den utilfredsstillende
Henpegen paa et Hisset, som i det Foregaaende er
bleven paavist for. En polsk Families Vedkommende,
l sin Praksis som Digter kunde han hæve sig over
denne Dobbelthed, i sin Kritik overfor Hauch staar
han nøjagtigt paa samme Standpunkt som denne, o:
paa Tidsalderens Standpunkt da her i Danmark, og det
er for en Kritiker i vore Dage en trøstende Tanke,
at allerede den Tid, i hvilken han lever, uden Hensyn
til hans større eller ringere Evne, har forundt ham
et friere Blik og stillet ham paa et højere kritisk
Standpunkt end det, de indtog.
IX
Endnu et Par Penselstrøg, og Billedet maa staa som
det er. Naar man tænker tilbage paa en Afdød, man
har kendt, vurderet højt og derfor iagttaget nøje, da
dukker hans Personlighed eller løsrevne Ytringer af
den op for En, saa i denne, saa i hin Situation, og
Billedet samler sig først efterhaanden. Hvilket Barn
han. dog var, som saa ganske var en Mand! Hvilken
Drømmer! hvilken Sværmer! hvilken Entusiast og
Fantast! Og hvilken Mand var han saa ikke, denne
Digter og Drømmer! ridderlig, uplettet som faa! Aldrig
har han begaaet noget Lavt, aldrig skelet til sin
Fordel - Ærens Digter og Mand af Ære.
Han var fremmed i alle verdslige Forhold, og han
vidste det selv. Jeg husker hvorledes han en Dag,
efter at han havde læst en lille Afhandling af mig om
Aarestrup, pegede paa et Sted deri, hvor jeg siger
om den Oehlenschlågerske Retning: «Der var dem,
hvem dens ædle Sværmeri indgåv en begejstret j Tro
paa Poesien som den sande Virkelighed, hvem den paa
en saadan Maade løsrev fra Hverdagslivet og henførte
i en digtet Verden, at de, naar de steg ned fra den,
stod som fremmede i alle dagligdags jordiske Forhold*,
og sagde: c Der har De nok tænkt paa mig». Jeg nægtede
det ikke. Denne Fjernhed fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
