Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carsten Hauch
i 23
Hverdagslivet virkede i lians private Eksistens paa
flere Maader. Den gjorde, at han kun yderst sjældent
kom til at staa i et virkelig nærværende, personligt
Forhold til sine Omgivelser. Han omgikkes dem fuldt
saa meget i Fantasien som i Virkeligheden. Endog en
Ytring af Uvilje, rettet mod ham selv, kunde han,
naar han fandt den berettiget, ja maaske især da,
endnu under Indtrykket af Sorg over, hvad han havde
gjort, benytte i en Fortælling. Han var i dette
Punkt Kunstner indtil det Yderste. Han, Al-vorets
og Tungsindets Digter havde fuldkomment vel kunnet
bære sig ad som Ariosto, der, da han som Yngling
fik Skænd af sin Fader, brugte Lejligheden til at
studere en gammel Mands Vrede. En anden Ytring af
denne Fremmeclhed for Virkeligheden var hans pudsige
Tilbøjelighed til Patos i Anledning af Smaating. Han
kunde i Anledning af en saa hverdags Bemærkning
som f. Eks. at Trækul var et Middel mod ond Lugt
i Værelser, fordybe sig i lange Betragtninger
over, hvorledes dette Stof, naar det indsugede den
forraadnede Luft, som udbredtes af et Lig, kunde være
Aarsag til, at «sorte Forbrydelser bleve uopdagede,
indtil sent en straffende Retfærdighed førte en
tilfældig Forbifarende til Stedet^.
Jeg husker at have hørt Frederik Paludan Muller i sin
Tid gøre lidt Løjer med Hauchs Henrykkelse over den
Hyldest, nogle Studenter bragte ham paa hans 75-aarige
Fødselsdag, og især fremhæve det Pudsige i hans Ord,
at denne Dag var «den skønneste i hans Liv». «Jeg
vilde, sagde Digteren, ifald det skulde hænde mig,
sige: «Værs’artig, mine Herrer, kom indenfor og tag
dem en Kop Te eller hvad De ønsker*. At Hauch ikke
kunde tage dette jævnt, det laa netop i at han ikke
følte det jævnt. En, saadan Hyldest, som han ellers
ikke vilde sætte Pris paa, voksede i Øjeblikket op
for ham til en Begivenhed., der satte Tidsskel i hans
Liv, og han udtalte ikke en Tøddel mere end hvad han
følte.
Selv naar denne barnlige Begejstring hos ham gik
saa vidt, at den gjorde ham komisk i Mængdens Øjne,
tilstaar jeg, at den for mig har noget usigelig
rørende og smukt. Hvor lo man ikke af Hauch, da
han, taabelig nok udset af et Festudvalg til at
holde Talen ved «Stormballet» (1859 til Minde om
Kjøbenhavns Belejring) fordybede sig i saa endeløse
Udviklinger af det danske Folks Forti tisbedrifter,
at man tilsidst i sin Utaalmodighed lod Musiken spille
op midt i Talen og gav sig til at danse rundt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
