Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - B. S. Ingemann (1789–1862)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
B. S. Ingemann
443
takker hin Aftens Sværmeri og Selv-Citationen for min
Lykke, men jeg vil dog aldrig raade noget Menneske
til slige formastelige Eksperimenter med det Dybe og
Ubegribelige i vor Naturs.
Eller man læse Sfinxen, der ikke blot efterligner
Hoffmann, men et ganske bestemt Æventyr af ham
Der goldene Top f, og det Træk for Træk. Hoffmanns
gamle Æblekærling er her bleven til en Sælgekærling,
der sælger Stokke i Hamborg. Hos Hoffmann er hun
ovenikøbet en Dørhammer af Bronce, hos Ingemann
ovenikøbet en Elfenbens Stokkeknap; hos Hoffmann
desuden en ækel gammel Spaakvinde og en brav gammel
Amme; hos Ingemann desuden Prinsesse Goldini, en
uimodstaaeligt dejlig Dame, og Satans egen Oldemor
o. s. v.
Fra en Skruptudses hvide Bug i Maaneskin griner
hos Ingemann den gamle Sælgekæiiings Ansigt Helten
imøde. Han glider over Tudsen og vaagner i et
Ridderslot, hvor en dejlig Ridder-dame med brune
Lokker over den elfenbenshvide . Hals træder ham
imøde. Han udbryder: «Er den herlige Middelalder
opstaaet af Graven? Eller er jeg bleven gal? Uden
Fortrydelse, ædle Ridderdame, I skulde vel ikke være
en Stokkeknap?» Det er Stilen.
I Slottet læser Helten i Hoffmanns Der goldene Topf]
bliver slaaet af Ligheden med sit Forbillede og siger
til sig selv: «Hvordan hænger det sammen, Du skulde
dog vel ikke selv være Studenten Anselmus? Du skulde
dog vel aldrig være ein Phantasieståck in Callots
Manier"?* For ikke at lade nogen Hoffmannsk Effekt
ubenyttet, udvikler Helten sig til Dobbeltgænger:
med usigelig Rædsel genkender han i en Skikkelse,
han ser, sit eget Aasyn, saa livagtigt, som saa’
han sig i et Spejl.
Det hele er Gøgl og Tomhed, interesseløst og
virkningsløst som enhver ydre Manér, der efterabes;
men Manéren er i dette Tilfælde særligt utaalelig,
fordi den er afluret en fængslende og uberegnelig
Personlighed, hos hvem den var Udtryk for det
selsomste, indre Liv, medens den, løsrevet fra sin
Ophavsmand, er meningsløsere end en Sindssygs vildeste
Fagter.
II
Ingemann har selv meddelt den Anekdote, at han som
Dreng en Helligdag havde løsrevet sig fra Skolebøgerne
i Slagelse og begivet sig ud ad Landevejen til Korsør
for at opsøge Hellig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
