Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. L. Heiberg
463
Et Digt som Pottemager Walter staar nutildags
for os som et fremmed Væsen. Vi tiltrækkes af
dets Former, morer os ved dets Vid og føler med
dets Patos, men Aanden deri er ikke vor Aand. Det
ligger for os som en i mange Farver spillende,
sindrigt snoet Konkylie; lad os forsøge paa fra
Konkylien at slutte os til det levende Væsen, der
engang beboede den, men som ikke er mere. Dette
Væsen var den romantiske Aand, der først genfødtes
i Tyskland, saa i Frankrig, og som fra Tyskland
forplantede sig til os. Der er en stor Forskel paa
den romantiske Skole i Tyskland og i Frankrig. De
har næppe meget andet end Shakespearedyrkelsen og
hvad den indbefatter, tilfælles. Den franske gaar
ud fra en Kamp mod den stive klassiske Betragtning
af et vist Antal store Forfattere som < Mønstre
>, fra et Had til den uægte Antikiseren, til
Aleksandrinernes Tvang, til Vedtægtens Aag, til alt
det kinesiske Formelvæsen, hvoraf den franske Smag
under Kejserdømmet var sammensat. Den fægtede mod
de tre Enheder, mod de uopslidelige græske Æmner,
mod den kedsommelige og ensformige Moderniseren og
Forfransken af alle Tidsaldere og alle Folk. Imod
Tragediens Hofsorg satte den Victor Hugos tøjlesløse
Lidenskabelighed. Aleksandrinerverset havde udelukket
alle egenlige og stoflige Betegnelser* man kunde ikke
engang sætte Ordet Pistol i Aleksandriner; Tragediens
klassiske Dolk maatte vige for de moderne Ildvaaben,
som Mussets nye frie Versformer gav Plads. Poesien
havde tilforn kun drejet sig om Mennesket, og
om Mennesket som ulegemlig Aand. Rousseau havde
indført Naturbetragtningen i den franske Prosa;
Chateaubriand havde efter ham givet Landskabsmalerier
i ubunden Stil; den bløde, bøjelige Sainte-Beuve gav
Naturstemningen Form i sine Vers. Théophile Gautier
fordrede og erobrede Plads for det lunefulde Indfald,
Billedpragten, Fantasteriet, Beyles Romaner og
Afhandlinger grundlagde Racepsykologien, Mérimées
skarpe Bronce-Aasyn dukkede frem af Gruppen og
udtalte« Feltraabet: Lokalfarve! Ved Lokalfarve
forstod man alt det for de fremmede Nationer, for de
fjerne Tider, for de ubekendte Klimater Ejendommelige,
som endnu aldrig var kommet til sin Ret i fransk
Poesi. Retorikere., som vi er, hed det, har vi aldrig
forstaaet den Fremmede, aldrig den Uudviklede og
Ulogiske, aldrig Barbaren, aldrig Kvinden, aldrig
Barnet, aldrig Digteren, aldrig Naturen i dens
Mangfoldighed af Typer. Man følte, at man havde været
hildet i den Forudsætning, at et Menneske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
