Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472
J. L. Heiberg
da ikke, naar de allerede forud hver for sig er
latterlige, naar Hummer er den snurrigste gamle
Gripomenus, der nogensinde har staaet Fadder til et
Skrædderbarn i Petri, og Klister den pudserligste
Snegl, der nogensinde har levet for Kærlighed og
Avancement.
Hvis en nær Forbindelse finder Sted mellem to
Personer, er det allerede komisk, naar Tiltrækningen
kun er ensidig (som hos Holberg mellem Arlequin og
hans Usynlige) saa at A bestandig hænger over B,
medens B . bestandig ønsker A til Bloksbjerg; men at
to Personer begge gaar samme Vej, naar den ene hellere
end gerne vil være fri for at følges, den anden for
sin egen Skyld aldeles ikke bryder sig om at følge,
denne ydre Tvang er endnu mere komisk.
Paa den anden Side staar Klister i et
Uadskillelighedsfor-hold til Malle: Lidenskaben,
en dydig Flamme forener dem. Og dog er der intet,
der holder dem sammen. Hvorfor skilles de da ikke
ad? Fordi Vane og Indbildning her spiller samme Rolle
som Tvang og Kommando hist. Trods al tilsyneladende
Forskel er Latterligheden den samme: det synes
som om en indre Magt knytter Parret sammen, men i
Virkeligheden er det en ganske udvortes. At nu to
Mennesker af den ømmeste Følelse uimod-staaeligt
drages til hinanden, er allerede et komisk
Træk. Saaledes er denne Omstændighed f. Eks. benyttet
af Moliére, dels i Le dépit amoiireiix, dels i den
nydelige Scene i Tartuffe, hvor de Elskende først
er uenige og vender hinanden Ryggen, siden, da de
er blevne genforsonede og nu maa skilles, saa tidt
de kommer hver til sin Dør, vender om og løber imod
hinanden, saa at Pigen, der først møjsommeligt har
forsonet dem, ikke kan bestille andet end at jage
dem fra hinanden og atter og atter forgæves sætte dem
tildørs. Det ser ud som Frieiieg, eller snarere som
om disse Mennesker ikke var frie Væsener, men som var
der et Uhrværk skjult inden i dem, der tvang dem til
bestandig at løbe imod hinanden i en vis Bue Dog er
dette pudsigt, hvor meget latterligere er det da ikke,
at to Personer, der forlængst har ophørt at føle for
hinanden, intet Sekund kan afse hinandens Selskab. Der
lod sig gøre et Lystspil om to Saadanne Elskende
Heiberg, da han i 1827 skrev De V adskillige. Det er
især Retsbetjentens Skikkelse, Heiberg har laant. -
Jfr. iøvrigt en Scene i Heibergs Prinsesse Isabella.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
