Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. L. Heiberg
473
alene. Det er oftere bemærket, at naar to Elskende,
der sidder ene sammen, liar udtømt deres Taleforraad,
gør en Tredjemand, der forstyrrer, dem undertiden en
stor Tjeneste, idet han bringer dem det, de manglede,
en Situation. Vi véd alle, at da Klister og Malle
endelig opnaar det i tolv Aar attraaede Enestævne,
falder de begge isøvn under en douce Musik. Kunde man
nu gøre-disse to Elskende en større Tjeneste end at
skaffe dem en Forstyrrer, tvinge dem fra hinanden,
og saaledes lade Skinnet opstaa af den heftigste
Tiltrækningskraft for da efter mange Genvordigheder at
lade dem styrte sig i hinandens Arme? Det laa nær at
lade dem genforenede paany falde i Søvn og lade Tæppet
gaa ned over deres Slummer. Men hvor meget morsommere
er ikke det Motiv, som Heiberg har opfundet!
Han skiller ikke de Elskende ad, han tillader
dem at forblive forenede, men han underkaster
dem en hømopatisk Kur ved efter at have hægtet
Klister fast til Malle at hægte endnu en Person til
Klister. Hummers Forhold til Klister parodierer med
sin Polititvang den Vanetvang, der binder Klister
til Malle. Symmetrien er fuldstændig: Klister staar
i Midten, begge hans Arme er Hanke. Hummerkloen har
et Tag i den ene, Malles Arm omfatter den anden
(thi den lange Forlovelse har ikke ladet Klister
beholde saa megen Mandighed tilbage, at det er ham,
der understøtter Malles Arni og ikke omvendt). Der er
intet i Vejen for at han kunde slippe Malle; han kan
det, men han vil det ikke; han har intet hedere Ønske
end at slippe Hummer, han vil det, men han kan det
ikke. Denne Sammenradning er af ualmindelig komisk
Styrke. Man faar et Indtryk, som kunde man blive
ved at hægte Personer paa, og det vilde bestandig
holde. Aarsagen til den komiske Virkning er den,
at Mennesket ved saaledes at sammenklistres med
andre taber sin Særegenhed som Menneske og faar
Præg af en Ting, der kan forøges eller formindskes
ved Tilføjelse og Fratrækning, som man lægger til
eller tager fra med en Murske. Allerede i Forhold til
det, at bære, er dette Tilfældet: naar en har begge
Hænder fulde og man bliver ved at læsse paa ham,
som den unge Pige i Hertz’s Den Yngste læsser Bøger
paa Tadeo, saa gør clet, at man synes at ville eller
kunne blive ved i det Uendelige, en lattervækkende
Virkning. Stærkere er denne naturligvis, naar det,
der saadan lægges eller knyttes til, ikke er Ting,
men Mennesker. Saaledes er der noget Komisk ved en
Embedsmand som Notarius publicus,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
