Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
504
J. L. Heiberg
Og saa her i dette simpleste af alle Tilfælde, hvor
selve Treheden var godkendt ved langt over 2000 Aars
Anerkendelse, hvor der ikke kunde findes Skygge af
Tvivl om det højeste af Leddene, Dramaet, her var,
blot fordi Mesteren og hans Mester-Elev arbejdede
med Metoden hver for sig, uafhængigt af hinanden,
Heiberg kommen til det Resultat, at Lyriken var"
det Umiddelbare og Hegel til det, at Epopeen var det.
Hvad vilde dette sige? Var det Hele da et Spil med
Ord, en Humbug? Havde disse Kunstudtryk da ingen
klar Mening? - To saa simple, saa klare Begreber
... og saa grundafvigende en Opfattelse. - Man tænke
sig to Forskere, Mestere i deres Fag, der begge
formaar at tyde Kileskrift og som anvender samme,
almindeligt anerkendte og priste Metode. Vi har to
Indskrifter. Vi véd, at den ene er et Kærlighedsdigt,
den anden en Meddelelse om Krigsbedrifter, og
den ene Mester kommer tilbage fra sit Togt og har
læst Kærlighedsdigtet ud af den Indskrift, hvori
den anden har fundet Krigsberetningen, og han har
fundet Krigsberetningen der, hvor den anden Mester
læste Kærlighedssangen. Begge har de arbejdet efter
den højeste, ubetinget rigtige Metode, ved hvilken
man naaer den ubetingede Sandhed, eller, som det
hedder hos Heiberg: «Dette er et System, hvor alle
vilkaarlige Definitioner og Inddelinger svinde og
Begrebet selv [det, som tænker i os, det Algyldige]
udvikler sig ved sin egen Magt».
Mig bevidst er det første Gang, at denne
Uoverensstemmelse fremhæves, saa sløvt har man læst,
saa lidet Indtryk har den gjort. Men jeg véd, hvad
Indtryk den gjorde paa mig i hine Dage, paa mig, der
troede paa Metoden som paa en Religion og saa længe
som muligt nedkæmpede hver Tvivl, sigende mig atter
og atter, Aar igennem, at det var mine mangelfulde
Evner, ikke hine store Aander, som havde Uret.
At Heiberg maatte komme til at begynde med Lyriken,
det laa nu i hans romantiske Sky for Stoffet,
det vil sige Virkeligheden, Menneskelivet som
Stof. Begyndte han stofløst, uden noget Forhold
til det brede Menneskeliv, da havde heller ikke
Kunsten i, dens højeste Former noget Forhold dertil;
det laa i Begrebets Kresløb, thi den højere Enhed
genfrernbragte altid Umiddelbarheden. Og det voldte
ham ingen Betænkelighed, at han saaledes kom til at
gaa ud fra det reflekterende Jeg som det Umiddelbare,
kom til at gaa fra Jegets Lilleverden til det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
