Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Henrik Hertz (1798–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514 Henrik
Hertz
fordærvet og indskrænket ikke vort literære
Købstadsliv, saa unaturlig ilcke vor Adfærd og Tale.»
Enhver beraaber sig paa Overdrivelse ligeoverfor
den Person, i hvem han føler sig ramt, finder
Fremstillingen af de øvrige Daarskaber fortræffelig
og lader som i Tøffelleg Tøffelen gaa videre. Men et
vist Skaar i Glæden .gør det dog altid at føle sig
truffet.
Hvis man nu tænker sig, at en Lystspildigter, idet han
behandlede netop dette samme af Poesien tilsidesatte
Æmne, den højere Middelstands Liv, gav et Billede
deraf, om hvilket Publikum maatte sige lige det
modsatte: «Det ligner ypperligt, kun er Originalen
smigret; saa fint og formbestemt er ikke det Liv, vi
fører, denne Dannelse og denne Ynde har vor Tale ikke,
her er taget paa vore Svagheder med næsten altfor
nænsom Haand,» - saa forstaar man den Nydelse, hvormed
Hertz’s Lystspil paa Vers og de Stykker, der i Aand
og Tone slutter sig til dem, i sin Tid blev modtagne.
Det var langtfra at Literaturen dengang i det
Hele . var moraliserende, allermindst var den
moralsk-tungsindig som nu;, men var man dengang
ikke moralsk, saa var man dog satirisk, og det var
en behagelig Afveksling istedenfor en Spotter at
træffe paa en lyst seende Mand. En Satiriker vil
altid have Noget forandret, have det anderledes end
det er, denne tilfredse Digter finder det netop kønt,
nydeligt, tækkeligt og indtagende, som det er. Men
gør han det, hvorledes sikrer han sig da imod,
at hans Scene kommer til at ligge lige i Jævnhøjde
med Tilskuerpladsen? Idet Hertz skriver sine smaa
Konversations-stykker, tager han Ordene lige fra
vore Læber; det er de Ord, vi bruger i den daglige
Tale, samme Ordstilling, de samme Ord-føjninger,
samme Spring og Vendinger. Men det forstaar sig,,
han udmejsler Ordene en lille Smule først, han polerer
dem, han, retter paa dem som Ole Lukøje paa Hjalmars
daarlige Bogstaver, han nitter dem til hinanden i
rytmiske Rækker af den fineste Velklang, han slynger
disse om hverandre som Snore, deler Linjerne paa
kryds og tværs ved Samtalen, lader Replikerne flyve
som Fjerboldte fra Haand til Haand og giver Verset
indtil tre-, fire-, femdobbelte Rim; det er ligefuldt
samme Ordforraad og samme Talevis. Men det klæder
vor Samtalemaade at komme under hans Behandling; han
laaner den et Øjeblik, puster blot paa den og gengiver
os den saa ubeskaaren og uforfalsket. Det gaar da
med den som med en Plante, der stod tør, vissen og;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
